„Det kan gjerne være, at de Egenskaber, De der nævner, ere gode at have,“ svarede Rachel, „men alligevel staar det fast, at hver Mand, som har en Overbevisning, pligter at gjennemføre den; hvormeget han udretter, det kommer ikke ham ved, men han skal prøve.“
„Jeg skal fortælle Dem, hvorledes det gik med min første Prøve,“ sagde Jacob Worse, „da jeg kom hjem — det er nu to-tre Aar siden — havde jeg hele Udlandets frie Luft i mig. Og det første, som faldt mig i Øinene herhjemme, var den unaturligt slette Tilstand, hvori vore Arbeidere og Haandværkere leve. Baade Huse og Madstel, Børneopdragelse, Læsning, Dannelse — det hele Stel stod saa langt under, hvad jeg mente, det burde være.“
Rachel afbrød ham: „Det samme har jeg ogsaa ofte tænkt paa; men Far siger, det er Folkenes egen Skyld, de vil ikke have det anderledes.“
„Det er en af Deres fortræffelige Faders værste Fordomme. Men jeg begyndte altsaa med at stifte en Forening, — hvilket er saare let herhjemme. Det gik godt i Begyndelsen. Da der skulde vælges Formand, sagde en: Worse skal være Formand! — og deri vare alle enige — det var jo ogsaa noksaa rimeligt. Jeg blev da Formand og gjorde mig megen Umage med at lære Folkene, hvad de kunde forstaa og have Nytte af. Men saa begyndte jeg hist og her at høre smaa Hentydninger, man forundrede sig — hed det — over, at der aldrig var valgt ordentligt paa Formand. Jeg agtede ikke stort paa det, men berammede dog nyt Formandsvalg. Ja — Dagen kom, og saa blev en anden valgt.“
„Det var Præsten Martens — ikke sandt?“ spurgte Rachel.
„Jo — ganske rigtigt! Jeg blev overrasket og lagde ikke Skjul paa det. Pastor Martens havde ikke sat sin Fod i Forsamlingen, før hin Aften, han blev valgt — det hele var mig ufatteligt. Men saasom det i vore Forhold ikke er vanskeligt at faa en hvilkensomhelst Ting at vide, naar man bare ikke generer sig for at spørge efter, saa fik jeg snart fuld Vished for, at den, der havde sat det hele i Scene, var Provsten Sparre. Saa gik jeg en Dag op til ham.“
„Nei — dette har jeg aldrig hørt —“ raabte Rachel, „hvad sagde Provsten?“
„Ingenting! — han svarede mig i Virkeligheden ingenting; — ikke saa at forstaa, at han taug — tvertimod, han talte — talte med sin smukke Stemme — venligt — smilende — ja næsten anerkjendende. Men ikke et eneste Ord kom der fra hans Læber, der gik lige paa Sagen. Det var mig umuligt at faa ham til at diskutere et enkelt Spørgsmaal, eller forklare, hvorfor han over-
