gav sig ikke; det var ikke saa ofte, han havde Anledning til at tale med hende, og tilslut lovede Rachel ham halvt i Spøg at staa til Ansvar for sine Ord, naar Dansen var endt.
Da de nu sad for sig selv henne i en Krog i et af Sideværelserne, medens Ballet støiede videre, sagde hun:
„Jeg beder Dem om Forladelse for mine Ord dengang. De er ikke feigere end alle de andre.“
„Naar vi engang kunde komme tilbunds i dette: hvad De egentlig forstaar ved Feighed —“ sagde Jacob Worse.
„Det ved De meget godt!“
„Nuvel! — er ikke dette omtrent Deres Mening: naar en Mand enten i religiøs eller i politisk eller i en anden Henseende er i dyb Uoverensstemmelse med det Samfund, han lever i, saa kan der — naar han forholder sig taus — ikke tænkes nogen anden Aarsag end den, at han er — som De kalder det — feig.“
„Det er netop min Mening og den fastholder jeg.“
„Paa den anden Side vil De vist indrømme,“ fortsatte Jacob Worse, „at det ikke er al Opposition, som er lige værdifuld; mangengang kan det skade mere —“
„Aa — jeg kjender dette Feighedens Skalkeskjul,“ afbrød hun ivrigt, „hvad nytter det! — siger man — hvad kan vel jeg alene udrette? — og saa lægger man sig til at sove — det er netop Feigheden par excellence!“
„Da kan jeg dog sige Dem — Frøken Rachel! —“ svarede Jacob Worse, og Blodet steg ham til Hovedet, „at der gives mange Mænd, der gjennem hele Livet føler det som et smerteligt Tryk, at de ikke — ligefrem ikke formaar at gjøre sine Anskuelser gjældende eller endog blot fremstille dem for Verden. Men det er ikke Mod, de mangle — disse Mænd — langtfra!“
„Jeg skulde tro, De talte om Dem selv,“ sagde Rachel næsten ligegyldigt.
„Ja — jeg gjør —“ svarede han hurtigt og kort, „jeg har alle Dage været af de tunge og langsomme Mennesker; men saa har jeg noget, som det Slags Mennesker burde være fri for: jeg er hidsig. Ligefra Gut har jeg vidst det og holdt det nede efter bedste Evne; men alligevel griber denne Heftighed mig pludseligt, naar jeg mest behøver min Eftertanke; jeg farer op, Ordene begynde at strømme som en Fos, og jeg hører halvt forskrækket paa mig selv. Ja — De har selv hørt mig en enkelt Gang — Frøken; —“ tilføiede han og smilte, „og De vil vist indrømme, at en Mand som jeg er lidet skikket til at optage Kampen mod Fordomme; thi dertil udfordres Taalmodighed og et koldt Hoved.“
