„Huset er ikke længer, hvad det har været —“ sagde Unge-Konsulen kort og slog den tykke Bog sammen. Derpaa rakte han Haanden over Bordet: „Tak for det gamle Aar — Morten!“
„Tak skal Far have! —“ svarede Morten, og de saa hinanden et Øieblik i Øinene.
Unge-Konsulen tænkte paa de Tider, da han selv stod, hvor Morten nu stod, og Gamle-Konsulen sad i Armstolen. Hvor ganske anderledes alle Ting vare i gamle Dage.
Dermed var Aarsopgjøret forbi, og glad var Morten. —
— Efter Julen fulgte en Række Selskaber og Baller inde i Byen. Paa Sandsgaard blev der kun givet et stort Bal om Aaret, og det var paa Gamle-Konsulens Fødselsdag den l5de Maj.
Madeleine gik ikke ud denne Vinter, heller ikke kom hun mere ind til Fanny. Rachel var som altid uberegnelig; snart svarede hun sit bekjendte: Nei Tak! — snart kunde det falde hende ind at pynte sig, tage paa Bal og være elskværdig eller skarp — ganske som det kunde træffe.
Den Skuffelse, hun havde oplevet med Kandidat Johnsen, gjorde hende endmere bitter. Men paa ham selv tænkte hun ikke mere. Hun havde strøget ham ud — som hun sagde til sig selv —, og da det var gjort, hørte hun med stor Ligegyldighed, at Skolebestyreren havde et enormt Tilløb til sine Bibelfortolkninger i Bedehuset.
Men i sit stille Sind følte Rachel mangengang en Tomhed, som hun selv blev ængstelig over; hun syntes, at alt var saa ligegyldigt; ingenting havde hun Lyst til, og i den Stemning var det ialmindelighed, hun gik paa Bal.
I Februar var der et stort Bal i Klubben, hvor baade Rachel og Fanny vare. Fru Fanny var i blaa Silkekjole, blaa Sko, blaa Blomster paa Haaret, blaa Vifte og de blaa Øine blaaere end alt det andet.
„Ein Meer von blauen Gedanken
Ergiesst sich über mein Herz —“
havde Delphin sagt, da hun traadte ind i Salen; og paa denne Kompliment levede hun den hele Aften. Thi hun kunde ikke længer skjule for sig selv, at Delphin holdt paa at glide fra hende. Hun gjorde ham aldrig Bebreidelser; Fru Fanny havde det paa Følelsen, at saasnart der kom Bebreidelser mellem dem, var det hele forspildt; — og hun kunde ikke slippe ham.
Jacob Worse dansede en Française med Rachel. I Pauserne prøvede han flere Gange at lede Samtalen hen paa den Fornærmelse, hun havde tilføiet ham ved at kalde ham feig. Først bøiede hun af: det var et altfor alvorligt Emne for en Balsal. Men Worse
