Fru Fanny stod og saa efter ham og bed sig i de smaa røde Læber; Taarerne stod hende i Øinene, og hun greb krampagtigt i Gardinet, bag hvilket hun skjulte sig. Thi den Erobring, hun paa sin Side havde gjort — ogsaa i Forfængelighed, havde endt med at vende sig mod hende selv. Hun elskede ham og forstod hele Sammenhængen. —
— Juletiden nærmede sig og gled over. De reglementerede Festligheder i det Garmanske Hus gik sin Gang, men tungere iaar end nogensinde. Der var mange, som havde hver sin Sorg, den de bar adskilt — hver for sig. Og lille Christian Fredrik — det eneste Barn i Familien — laa hjemme og skallede efter Mæslingerne. Ikke engang Legationssekretæren kunde finde sin Julestemning; Madeleines Udseende voldte ham saa megen Bekymring. Efter at han ikke længer kunde holde Øie med hende i den store Kikkert, var hun kommen rent bort for ham blandt de andre derinde i Byen, og naar de en enkelt Gang var alene sammen, kom Madeleine altid til at græde; han skjønte det ikke.
— Morten gruede for Aaarsopgjøret sammen med Faderen. Den Del af Forretningen i Byen, der kunde regnes som Filial af Garman & Worse, maatte nøie holdes ud fra endel Privatforretninger og Privatgjæld, som Grossereren i Aarenes Løb havde lagt sig til paa egen Haand. Hans Husholdningsconto, som Faderen altid ønskede at se, maatte ogsaa udarbeides paa en egen Maade.
Men det allerværste var, at naar de sad sammen i Konsulens Kontor paa Aarets sidste Dag, kunde Morten aldrig blive kvit den Tanke, at hvormeget han end snoede og dreiede sig, saa gjennemskuede dog de klare blaa Øine alle hans Manøvrer; og dette gjensidige Komediespil var ham yderst pinligt.
Da de vare færdige iaar, satte Konsulen Fingeren paa Aarets Indtægt og sagde: „Det er altfor lidet!“
„Det har været daarlige Tider,“ svarede Morten, „jeg er sikker paa, at til næste Aar —“
„Tiderne have ikke været værre —“ afbrød Unge-Konsulen, „end at Huset med den Formue, vi raader over, burde have tjent det dobbelte. I min Fars Tid tjente vi mere med den halve Kapital.“
„Jaja! det var andre Tider den Gang — Far!“
„Og saa var det andre Folk den Gang,“ sagde Konsulen skarpt, „dengang gik man langsomt og sindigt fremad, og forspildte ikke sin Kredit ved at være med blandt alslags Spekulanter i alskens tvivlsomme Foretagender.“
Morten følte Snerten og svarede: „Aa jeg tror ikke, Garman & Worse har sat noget til af sin Kredit til denne Dag.“
