lighed. Der laa nemlig i den næsten faderlige Velvilje, hvormed han behandlede hende, noget, som beroligede hendes forskræmte Hjerte; hun trængte til at føle fuld Tillid til nogen; og den rolige, alvorlige Præstemand syntes hende at være saa fjernt fra alt det, hun ved hin Opdagelse havde faaet saamegen Afsky for.
Og saa kom ogsaa han og talte om det samme — paa en helt anden Maade, det forstod hun jo godt; men det var dog det samme — bestandigt dette, hvor hun vendte sig. Saa tog ogsaa Fru Garman hende strængt i Skole for hendes upassende og taabelige Afslag til en Mand som Pastor Martens; og det ene med det andet gjorde, at den unge Pige blev ganske syg, og Doktoren fik sin Møie med en haardnakket Blegfeber. —
— Georg Delphin havde strax faaet at vide af Fanny, at det var gamle Jomfru Cordsen, som havde seet dem i Haven og givet dem den betimelige Advarsel.
Dette var ham en større Lettelse end Fanny anede. Thi efter den første stolte Glæde over den skjønne Erobring havde Delphin stærkere følt et Nag i sit Hjerte, hvergang han tænkte paa Madeleine. Bryde med Fanny vilde han ikke — ja han turde ligefrem ikke. Men let og behændig som han var, mente han, at han skulde kunne spille et dobbelt Spil med dem begge. Tiden fik da afgjøre, om han kunde vinde Madeleine, og da fik han afgjøre, om hun var værdt den Pris: at bryde Forholdet med den straalende Fru Fanny.
Men allerede et Par Søndage efter hin uforsigtige Aften, kom han ud af sin Forblindelse. Fanny var ikke paa Sandsgaard — lille Christian Fredrik havde faaet Mæslingerne — og Delphin forsøgte derfor at knytte en Samtale med Madeleine i den godmodige fortrolige Tone, som var Brug mellem dem. Men bare et Blik fra hendes forskrækkede Øine var nok for ham; han slog sine Øine ned, taug og gik under et Paaskud strax efter Bordet.
Han havde desuden lovet at se indom til Fanny om Eftermiddagen, og hun ventede ham — i et fortryllende Halvtoilette fra sit Barns Sygeværelse. Da han traadte ind, løb hun ham imøde med fremstrakte Hænder.
Delphin tog dem ikke, men sagde alvorligt: „Nu ved jeg, hvem der saa os hin Aften; det var ikke Jomfru Cordsen.“
„Det har jeg længe anet —“ svarede Fru Fanny smilende; „men jeg har ikke villet alarmere dig. Forresten er Madeleine altfor dum til at kunne skade os.“
I dette Øieblik var han næsten bange for hende. Han kunde ikke blive hos hende, skjønt hun bad saa indstændigt.
