Han vidste, at Richard Garman ikke eiede en Skilling, og han var fordomsfri nok til at trodse det almindelige Rygte, at Madeleines Fader ikke havde været ordentligt gift med hendes Moder.
I Madeleine haabede han at finde denne bly, ydmyge Kvinde, han søgte. Især i den sidste Tid, da hun var bleven endmere stille, var han kommen hende nærmere, og det syntes ham, at hun kom ham imøde paa en tækkelig, kvindelig Maade.
— Paa Sandsgaard traf han Fru Garman i Stuen. Han betroede sig til hende. I Førstnigen var det, somom Fruen ikke syntes om det; men ved nærmere Eftertanke blev hun venligere stemt. Hun beregnede, at sent eller tidligt maatte dette komme, og da var det dog bedre, at hendes kjære Kapellan fik en, som hørte til Huset. Derfor sagde hun tilslut:
„Ja — ja! — naar De virkelig tror — Hr. Pastor! — at Madeleine kan blive Dem en god Hustru for Gud og Mennesker, saa vil jeg ret inderligt ønske Dem tillykke med Deres Valg. Madeleine er inde i den grønne Stue.“
Præsten Martens gik ind i den grønne Stue og kom tilbage efter et Kvarters Forløb. Men hvad kan lignes med Fru Garmans Overraskelse, da hun erfarede, at han medbragte en Kurv.
„Fortæl —“ stønnede hun — „fortæl hvert Ord! — aa det arme — vildledte Barn!“
„Hvert Ord kan jeg ikke gjentage for Dem — Frue!“ svarede Martens bleg af Sindsbevægelse, „dertil er jeg altfor angreben og —“
„— og overrasket!“ fuldendte Fru Garman, „ja det finder jeg saa rimeligt! hvad gaar der dog af Barnet? — hvilken Grund?“
„Hun sagde ikke stort,“ svarede Præsten, „det var næsten som hun var ræd mig. Hun gik til Døren og begyndte at græde og sagde —“
„Hvad? — hvad sagde hun?“
„Hun sagde tydeligt og gjentagende „nei!“ —“ svarede Kapellanen modfalden. Fru Garman kunde ikke komme sig af sin Forbauselse.
Der var ikke saa megen Oplivelse i det klare Solskin, da Pastor Martens gik til Byen igjen. Alligevel betvang han baade sit Sind og sit Ansigt: det var en Prøvelse, han skulde modtage i Ydmyghed. Kun angrede han, at han havde betroet sig til Fru Garman. —
— Pastor Martens’s Frieri fuldstændiggjorde den pinlige Tilstand, hvori Madeleine havde levet siden hin Maaneskinsaften ihøst. Og alligevel kunde Kapellanen paa en vis Maade have Ret, naar han syntes, at Madeleine var kommen ham imøde med Ven-
