Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men den, som mest bandte Veiret og Vestlandet og alt, hvad dertil hørte, var Adjunkt Aalbom. Naar han gik hjemmefra om Morgenen, piskede Vind og Regn ham i Ansigtet, og naar han forlod Skolen, var de saa venlige at følge ham helt hjem til Døren igjen. Et Stykke ude i Alléen pleiede Vinden at kaste sig ovenfra ned paa hans Paraply, ruske i den og trykke den ned, indtil Hatten kom opimellem Spilerne. Saa gjorde den pludseligt den samme Manøvre nedenifra, for opunder Paraplyen og ind mellem Adjunktens lange Ben, fyldte den fodside, knappede Regnkappe, saaat han holdt paa at gaa tilveirs. —

October og November gik hen paa denne Maade, og Folk, som vare vittige, sagde, at de havde glemt, hvorledes Solen saa ud. —


XV.


Endeligt — en Dag ude i December syntes det onde Veir at have raset ud for en Stund. Himlen var ganske klar, og der fandtes ikke den mindste Sky, som kunde foranledige Spaadomme.

Om Natten havde der været et Par Graders Kulde, og Veiene, som i lang Tid havde været næsten umulige for Fodgjængere, blev med en Gang haarde og tørre. Paa Vandpytterne laa den første Is saa klar og tynd som Rudeglas, og de vaade Marker vare let kridtede af Rim.

Udover mod Sandsgaard vandrede Kapellanen med sit nye Smil. Det smukke Veir oplivede ham og gav hans Tanker et Sving af Haab og Fortrøstning. Thi Kapellanen gik paa Frieri.

Det var nu snart gode to Aar, siden han mistede sin første Kone. Han havde holdt af hende; men nu var det jo længe siden.

Det vilde have været altfor paafaldende — Menigheden vilde ikke engang have ligt det —, om en saa ung Enkemand forblev ugift længer end nødvendigt ifølge Reglerne for Anstand. Nu vidste Kapellanen ligesaa godt som nogen anden, at der er en egen Charme ved en ugift Præst — for en Tid. Men han var ogsaa fuldstændig enig med Provsten Sparre, der for en Tid siden havde sagt: „Skal Menigheden ret faa den lune, beroligende Følelse af Sjælesørgeren, bør den have et stille Husliv for Øje, en venlig Præstekone og helst et talrigt Afkom.“

Forøvrigt var Præsten Martens ogsaa forelsket. — Madeleine Garman havde for lenge siden — ligefra hun kom til Byen — erobret hans Hjerte ved sit beskedne, landlige Væsen. Og der blandede sig ingen verdslig Beregning i Kapellanens Kjærlighed.