Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/186

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Damerne reiste sig, forat sige Godnat, og Morten, forat lave et nyt Glas, da der lød ivrige Stemmer nedenunder, — en Mand kom springende opad Trappen, gjennem Forstuen — Døren gik op, og ind styrtede Anders Begmand: Hans Ansigt var saa hvidt som det kunde blive for Sod og Beg, det stive Haar strittede bent ud, medens han med Huen i Haanden og stirrende paa Konsulen begyndte: „De—de—de—de—“ — hurtigere og hurtigere; alle saa, at det var noget af stor Vigtighed, han blev ildrød af Anstrængelse: „De—de—de“

„Syng! — for Fanden! —“ raabte Unge-Konsulen og stampede i Gulvet.

Da sang Begmanden til den muntre lille Melodi:

„Men der er gaaen Ild udi Beghuset —“

Idetsamme raabte en Mand nede i Gaarden af al Kraft: „Brand — Brand!“

Morten rev et Rullegardin iveiret, et rødligt Skjær saaes paa de duggede Ruder, alle styrtede derhen.

„Stille!“ lød Konsulens Stemme, og alle stansede og saa paa ham. Den lille Mand stod ret som et Lys, Øinene rolige og klare, og Undermunden fremskudt; Husets Chef talte: „Det brænder paa Værftet! — Du Morten tager begge Søhussprøiterne — Nøglerne hænger i Drengestuen — tag Brandspandene med dig! —“ Morten løb afsted —, „Pirre! — du maa op paa anden Etage i Mellemhuset, der ligger et Storseil; kast det i Søen og træk det over Materialhuset — du forstaar: Materialhuset maa reddes — ellers —“ Onkel Richard var alt ude af Døren med Anders Begmand. „Gabriel! — du løber op til Gaarden — Gabriel!“ raabte Konsulen; men der var ingen Gabriel, han var løbet ud af en anden Dør. „Aa! det er dog en Hvalp af en Dreng“ — sagde Unge-Konsulen uvilligt.

Der var noget saa uhyggeligt i den sorte Røg og den mørkerøde Flamme, som saaledes Minut for Minut fik Tid til at vinde Fodfæste og samle Kræfter, uden at et Menneske satte sig til Modværge. Men Gabriel ændsede ingenting; han saa bare det røde Skjær spille opover Skibet, som ragede uendeligt høit op mod den graa Himmel, og afsted for han i rasende Fart opover Skippermarken. Da han saa Skibet i Fare, var Tom Robson hans første og eneste Tanke, og han for ind i Huset, hvor han var godt kjendt.

„Mr. Robson! Tom! Tom! —“ raabte han ind i det mørke Værelse, hvor der lugtede som i et gammelt Rumfad, „det brænder — Tom! — Skibet brænder!“