Søndag, og hele dette smaalige Hverdagsarbeide forekom ham idag saa trøstesløst. Var det noget for ham?
Mens han sad ved Frokosten og just tænkte paa, at sende Pigen hen til Skolen med en Sygmeldelse, blev der banket paa Døren og Provsten Sparre traadte ind. Strax begyndte Kandidat Johnsen i sin Hukommelse at lede efter den Tale, han igaar havde sat sammen til Provsten. Men han kunde ligesaa godt have forsøgt at synge Lohengrin udenad som overhovedet at gjenfinde nogetsomhelst fra igaar — i denne raakolde Morgenstund foran dette bekymrede Smil.
Provsten gik uden Omsvøb lige løs paa Sagen; men fra en helt anden Kant end Johnsen havde ventet. Han syntes nemlig uden videre at forudsætte, at Johnsen var forelsket i — kanske endogsaa forlovet med Frøken Rachel Garman, og at han igaar i sin Prædiken havde talt lige ud af hendes — ganske vist originale, men vist ogsaa lidt forskruede Anskuelser. Frøken Garman var uden Tvivl en begavet Dame, men —
Alt, hvad Johnsen forsøgte, for at faa Provsten ud af denne Tankegang og gjøre ham begribeligt, at han tog feil i sin Forudsætning, at der aldeles ikke var noget mellem ham og Frøken Rachel, som kunde ligne et Forhold — det var altsammen spildt Umage.
Provsten hørte venligt og taalmodigt paa ham og tog fat, hvor han slap. Tilslut sagde han roligt og ligefrem: „Elsker De da ikke denne Kvinde?“
Johnsen vilde strax svare nei; men han fik ikke Ordet frem, stammede og sagde: „Jeg ved ikke.“
Fra dette Øieblik havde Provsten afgjort Overtaget. Skolebestyreren prøvede at afbryde Samtalen ved at se paa Uhret, da det led henimod otte.
„De tænker som samvittighedsfuld Mand paa Deres Skole — ikke sandt?“ — sagde Provsten, „men De behøver ikke at være ængstelig; jeg gik indom og meldte, at De var forhindret fra at komme. Lærer Pallesen vil forrette Morgenandagten.“
Johnsen satte sig igjen — meget modfalden; han følte sig somom han i al Lempelighed var afsat og indespærret.
Og Provstens vellydende Stemme gled videre. Han berørte ikke direkte noget Punkt i Prækenen; derimod skildrede han, hvorledes den jordiske Kjærlighed — Forbilledet paa en høiere Kjærlighed — ofte fører os Mennesker paa Vildspor. Han vidste det af egen Erfaring — han vilde ikke gjøre sig bedre end han var; men det gjaldt — især for Ungdommen at være paa sin Post. Johnsen kunde selv se, hvor langt han igaar havde ladet sig føre.
