undskylde min Datter. Rachel er undertiden saa besynderlig — jeg forstaar ikke —“
„Ungdommen — kjære Fru Garman!“ sagde Provsten mildt, „er idetheletaget lidt besynderlig nutildags; men vi maa betænke —“ og han glattede udover med sin varsomme, bløde Haand, saa at Fru Garman — da de havde taget Afsked — næsten kjendte sig tilmode som efter en Opbyggelse.
— Men at Provsten i tre-fire Dage havde fremkaldt dette Omslag hos Kandidat Johnsen, var for Martens en ny Kilde til Beundring, ligesom ogsaa den hele By følte en stor Beroligelse ved at se de to kjøre paa Visitter sammen.
Hele hin mindeværdige Søndag havde Johnsen spadseret op og ned i sine Værelser. Han gjentog Talen stykkevis for sig selv. Enkelte Ting havde han ikke faaet sagt, et og andet kunde have været endnu skarpere; — men alt i alt var han tilfreds. Ikke tilfreds i den Forstand, at han syntes, han havde udrettet noget stort; men tilfreds som den, der endeligt faar Luft. Vind i Seilene — selv om det er Storm, er dog bedre end Dødveir.
Det maatte have rystet ordentlig op i alle de dorske Sjæle; hvormange Mennesker rundtomkring ham sad ikke nu og kjæmpede med de stærke Tanker, han havde kastet ud blandt dem. Undertiden saa han ud paa Gaden, og det undrede ham næsten, at Byen var saa rolig og søndagsstille.
Om Eftermiddagen ventede han Provsten; han var vis paa, at han maatte komme. Og Skolebestyreren havde hele den Tale færdig, hvormed han vilde modtage sin Overordnede. Han vilde ikke bøie sig; — langt heller opgive sin Stilling — og saa? — saa vidste han en, der havde lovet ham sit Venskab, om alle andre vendte ham Ryggen. Og altsom Dagen gik og der blev Skumring i Stuerne og ingen Provst viste sig, kom hun mere og mere i Forgrunden; han tænkte sig hende ved sin Side — de to i Kamp med hele Verden! og fuld af Haab og Mod gik han tilsengs.
Da han vaagnede den næste Morgen, piskede Søndenvind og Regn paa Ruderne. Tomme Kjærrer kjørte i Trav ned ad Gaden foran hans Vinduer; hele Mandagstravlheden var igang i den sølede, halvlyse Høstmorgen. Han skulde være i Almuskolen før otte og indlede Ugens Gjerning med Bøn og Sang. Dette havde han slet ikke tænkt paa igaar.
Han kom til at mindes, hvor Børnene lugtede ondt, naar de kom vaade i Skolen, den uskjønne Sang og al den trevne Aandløshed, hvormed Skoleugen atter begyndte at slide sig henimod Lørdag og
