Rachel følte, at hun blev rød; hun havde kjendt hans Stemme i Gangen. For ikke at forraade sin Bevægelse, satte hun sig ved Pianoet og bladede i Noderne.
Døren gik op, og ind traadte — først Provsten Sparre og saa Kandidat Johnsen.
Rachel vendte sig paa Stolen og greb saa haardt fat i Pianoet, at hun anslog et Par Toner i Bassen. Hendes Øine hvilede ufravendt paa Johnsen, somom hun hvert Øieblik ventede, at han skulde tale, forklare hvad det skulde betyde — dette, at han kom i Følge med Provsten.
Provsten Sparre hilste med stor Venlighed paa Damerne og bebreidede mildt Rachel, at hun aldrig var at se i Præstegaarden; han havde saa mange Hilsener til hende fra „Smaapigerne“.
Fru Garman var strax bleven forsonet med Visiten, da hun saa, hvem det var; at underholde sig med geistlige Mænd var hende altid kjært.
Samtalen dreiede sig først om det ustadige Veir, og Rachels Øine veg ikke fra Skolebestyreren. Han saa ikke til hendes Kant; hans Ansigt var blegt og Munden fast sammenpresset.
„Vi vilde gjerne — min unge Ven og jeg —“ begyndte endelig Provsten, „aflægge dette Besøg i Deres Hus — Frue! — sammen; mangt og meget kan forklares, megen Misforstaaelse undgaaes, naar man faar tale — saadan tales nærmere ved.“
Provsten stansede og saa paa Skolebestyreren; denne gjorde øiensynligt en Anstrængelse for at tale, men opgav det. „Det vilde være beklageligt,“ fortsatte da Provsten, „om man af mindre vel betænkte Ord skulde faa det Indtryk i Menigheden, at der herskede Uenighed — eller vel endog Splittelse blandt de Mænd, der have at samarbeide i Kirkens Tjeneste.“
Rachel havde reist sig og stillede sig midt foran Skolebestyreren: „Er dette Deres Mening.“
„Nei — men Rachel!“ udbrød Fru Garman; det gik dog over alle Grænser med Rachels Besynderligheder.
„Er dette Deres Mening?“ gjentog den unge Dame strængt som en Forhørsdommer.
Han hævede raskt Hovedet og saa paa hende: „Lad mig forklare Dem — Frøken! —“ men han kunde ikke holde Stand mod de kolde, blaa Øine; hans Blik gled tilside, og han stansede i sin Tale. Da vendte Frøken Rachel sig om uden at sige et Ord og gik ud af Stuen.
„Jeg maa isandhed —“ sagde Fru Garman, „bede mine Herrer
