„Thi er der noget —“ fortsatte Provsten, „hvorved De udmærker Dem — kjære unge Ven! — og hvorfor jeg just har havt og endnu har saa stort et Haab til Dem, saa er det den Retsindighed, den Trang til Sandhed og Oprigtighed, der danner Understrømmen i Deres Væsen. Men — kjære Ven! — hvorledes staar det til med Oprigtigheden, naar en Mand træder frem og raaber: se — jeg elsker Sandheden over alle Ting! mit Hjerte er fuldt af Kjærlighed til den høie, rene Sandhed! — og saa viser det sig, at den Kjærlighed, hvoraf hans Hjerte var fyldt — det var den jordiske Elskov til den Kvinde, som havde indgivet ham disse Tanker. Eller kan De nægte, at det var saaledes, det hang sammen igaar?“
Ganske kunde Johnsen ikke nægte dette, og Provsten tog den halve Indrømmelse og udviklede den uden at blive træt. Da han endelig gik — udpaa Formiddagen, sagde han:
„Jeg ser indom til Dem i Eftermiddag. De har naturligvis saa meget at tænke paa, at De ikke gaar ud idag — det vilde kanske ogsaa se mindre godt ud.“
Ogsaa i de følgende Dage holdt Johnsen sig inde og Provsten kom til ham Morgen og Aften; indtil pludseligt Omslaget indtraadte. Det blev ham med en Gang klart, at han havde været nær ved at komme paa Afveie. Alle hans Betænkelighederr fra den første Tid paa Sandsgaard vaagnede op; han havde nær glemt og sveget sit Kald blandt Almuen, hvoraf han var kommen. Men nu havde han faaet Øinene op, og selve den Kjærlighed, hvis Styrke han nu først følte, vilde han bringe som et Sonoffer, fordi han saa nær var bleven sit Kald og sig selv utro.
Han sprang op og greb Provstens Haand:
„Tak — Tak! De har reddet mig.“
Hans Øine lyste, det stærke, brede Bryst udvidede sig; i dette Øieblik kunde Provsten have sendt ham i den visse Død, og han var gaaet.
— Da de nu kjørte tilbage fra Sandsgaard, iagttog Provsten nøie sin unge Ven. Visitten hos Garmans var ikke løbet saa heldigt af som hos flere andre Familier i Byen, hvor de alt havde været, og hvor Skolebestyreren ved sit rolige, værdige Væsen havde gjort et godt Indtryk. Det var kanske ikke værdt at drive det videre, tænkte Provsten Sparre, Sagen var kommen i en god Gjænge. Derfor blev der ikke gjort flere Visitter; hvorimod de kjørte hjem til Provstens, forat drikke en Kop Chokolade. Frøken Barbara skjænkede. —
— Jomfru Cordsen havde faaet to Patienter at passe ovenpaa; thi ogsaa Rachel holdt sig nogle Dage paa sit Værelse. Den gamle
