samme Præg af ophøiet Sjælefred; intet Udtryk af Uro eller Misbilligelse var faret hen over det under Talen, og dette gjorde en beroligende Virkning paa Menigheden. Stemningen var urolig og febrilsk; men de fleste opsatte med at fælde nogen endelig Dom.
Pastor Martens havde forladt Præstestolen strax efter Prækenen; thi han skulde forrette Tjenesten ved Alteret. Mens han messede, dirrede hans noget tørre Stemme af indre Bevægelse. Endeligt var det da bleven aabenbaret, hvad der boede i denne Skolebestyrer. Kapellanen kunde ikke lade være at glæde sig en liden Smule til den Opreisning, som Provsten dog nu var nødt til at yde ham. Thi det havde været meget imod Kapellanens Raad og Vilje, at Johnsen fik prædike til Høimesse i Kirken; man burde først have prøvet ham ved en Bibellæsning eller i det høieste ved en Aftensang. Nu var det skeet! — et fuldstændigt Brud med Standen — foran den hele Menighed! — hvad mon Provsten vilde gjøre? — det maatte naturligvis indberettes.
Saasnart han var færdig, forlod han Alteret og skyndte sig ind i Sacristiet, hvor han havde seet Provsten gaa ind.
„Nu! — hvad siger saa Hr. Provsten til det?“ — raabte han aandeløs, da han havde lukket Døren efter sig.
Provsten Sparre sad i Lænestolen i det høie, hvælvede Sacristi og læste i sin store Salmebog. Ved Kapellanens Spørgsmaal hævede han Hovedet med et Udtryk af mild Beklagelse over at blive forstyrret og sagde adspredt: „Hvilket? — hvad mener De?“
„Ih — Prækenen! — naturligvis Prækenen! — det er jo en komplet Skandale!“ — raabte Kapellanen ivrigt.
„Nuvel —“ svarede Provsten, „jeg vil jo ikke sige, at det i alle Dele var en god Prædiken; men naar man tager i Betragtning —“
„Men — Hr. Provst!“ — afbrød Kapellanen.
„Det synes mig — og det er ikke første Gang —, at De — kjære Martens! ikke ret kan komme overens med vor nye Medarbeider, Kandidat Johnsen. Og det var dog netop hos os, han skulde finde sin Støtte.“
Kapellanen slog sine Øine ned. Hvad var det dog for en vidunderlig Magt, denne Mand besad? for et Øjeblik siden var han selv saa sikker i sin Dom, og ikke før stod han foran dette klare Ansigt, før alt forandredes.
„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem dette — kjære Martens! — men det sker i en god Mening, og vi ere jo alene.“
„Men synes ikke Hr. Provsten, at han var voldsom — altfor voldsom?“ — spurgte Kapellanen.
