Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Hvad var dog dette for en underlig Tale? disse heftige Fordringer til at være fuldtud sand og oprigtig — den hensynsløse Fordømmelse af al Form — alt Ceremoniel — alle smaalige Hverdagshensyn — det var altfor voldsomt, altfor overdrevet.

Han var en Tvivler — han vilde bekjende det; han var ikke alene med sin Tvivl; men han stod nok temmeligt ensom med sin Bekjendelse. Han kjendte det godt — dette fine Net af Beroligelse og Bortforklaring, hvori man indspandt Samvittighederne. Han kjendte det fra sin egen Stand — den geistlige —, der mer end nogen anden skulde leve i Sandhed, den haarde — klare Sandhed, foragtet, forhadt, forfulgt i den forfuskede Verden. Og se — hvorledes gik det saa til? — en bekvem, hædret Embedsstand, der levede af at skjule over egnes og andres Brøst, — dække Tvivl og dulme, dæmpe alt kraftigt Liv hos den enkelte, forat det hele kunde gaa stille, regelmæssigt og uden Larm. Sandheden var et tveægget Sværd, klar — skjærende haard som Krystal; — naar Sandheden brød gjennem i et Menneskeliv, var det smerteligt, sønderrivende — som naar en Kvinde føder sit Barn til Verden; — og istedetfor dette havde man et døsigt Liv i Løgn og Former, ingen Kraft, intet Brud, intet haardt, intet stærkt, — men Filt ovenpaa Filt i det uendelige!

Han reves selv i den Grad med, at han forlod Papiret og sagde meget, han ikke havde vovet at skrive; og efter et sidste tordnende Udfald sluttede han med en kort brændende Bøn om Kraft for sig og alle til at trodse Menneskeløgnen og leve fuldtud i Sandhed.

Derpaa tog han med fuldstændigt forandret Stemme fat paa Kirkebønnen, og Rachel lagde Mærke til, at han udelod Krigsmagten tillands og vands.

I den rolige, stille Tone, hvori han holdt Kirkebønnen, aandede den hele Forsarnling ud — som efter et Uveir. Blandt Mandfolkene blev der hvisket lidt: — Skandale — komplet Skandale! — mente nogle; han vil blive tiltalt for Konsistorialretten — uden Tvivl — mente de juridiske.

Paa Kvindesiden var Stemningen uvis, og mange spørgende Øine vandrede over til Mandssiden, forat udforske, hvad man skulde sige til dette — enten hos en Fader eller Ægtemand eller Broder eller overhovedet hos den Mandsperson, efter hvis Dom hver især paa Kvindesiden var vant til at dømme. Men de fleste Øine søgte Provsten.

Han sad — som han havde siddet under hele Prædikenen lidt tilbagelænet med sin store Salmebog — en Gave fra hans forrige Menighed — mellem Hænderne. Fra de øverste Vinduer mod Syd faldt et dæmpet Lys over hans Skikkelse; — Ansigtet havde det