„Jo — ganske vist! — ganske vist!“ indrømmede Provsten venligt, „han var voldsom som alle Begyndere — kanske den voldsomste, jeg har hørt. Men vi vide jo, at saaledes begyndes der saa ofte i vor Tid —“ Martens maatte uvilkaarligt tænke paa sin første Optræden — „det vilde være Uret at fordre Aandens fulde Modenhed hos den Unge.“
„Men han sagde, at vi — Geistligheden — fremfor andre levede i Løgn, i døde tankeløse Former —“
„Overdrivelse! — det er stor og farlig Overdrivelse — deri har De fuldkommen Ret — kjære Martens! men paa den anden Side — hvem af os vil nægte, at en Embedsgjerning — den være noksaa skjøn, noksaa dyb — dog i Tidens Løb, naar den gjentages ofte, kan ligesom miste noget af det personligt gribende. Se — hvem vilde nu her kaste den første Sten? — jo — det vil Ungdommen, som endnu ikke har prøvet det møisommelige Arbeide, der bliver tro indtil Enden; og deri ligger Overdrivelse — farlig Overdrivelse!“
„Men —“ vedblev Provsten, „lad fremfor alt os to være enige om at se hans Tale i det rette Lys; thi manges Dom vil afhænge af vor. Dersom vi slipper ham nu, kan han være tabt for den gode Sag — og jeg har dog saa stort et Haab til den unge Mand! — stillet paa sin rette Plads — helst i en stor By — for Exempel i Hovedstaden, vil han blive en fremragende Geistlig, hvis Virksomhed vil blive saare vækkende, det tør jeg forudsige.“
Ved disse Ord saa Kapellanen atter op paa sin Overordnede, og i dette Øieblik blev det ham med ét klart, hvad det var, som gjorde dette Aaasyn saa uimodstaaeligt. Det var Smilet — dette Smil, som vexlede og skiftede, men som aldrig helt forsvandt fra de ædle Træk; saa varmt, saa blødt som en Solstraale faldt det over alle hans Ord, og idet Kapellanen bøiede sig selv og sin Mening under dette Smil, kjendte han, hvorledes Musklerne om hans Mund uvilkaarligt trak sig hen mod en Efterligning. —
Madame Rasmussen maatte beundre den Overbærenhed, hvormed Kapellanen omtalte Johnsens Prædiken; selv var hun i høieste Grad forarget. Men da hendes Logerende sagde: „Tro mig Madam Rasmussen! han vil blive en meget dygtig Hovedstadspræst!“ — syntes hun næsten, det var at drive Overbærenheden vel vidt.
Men han var saa snil — Pastor Martens; han havde nu boet hos hende i to Aar, og aldrig var der vexlet et ondt Ord mellem dem.
Madame Rasmussen var en ung Enke, rund og vakker og af et muntert Sind. Hun var børnløs og havde ret en Glæde
