sand i Livet. Men Sandheden var Livets rare Klenodie — ofte skjult i Tilværelsens mangehaande Dunkelhed. Man maatte være varsom — nøie ransage sig selv og Skriften.
Johnsen turde nok sige, at han gjennem alvorlig Kamp og samvittighedsfuld Gransken var kommen til sit Standpunkt. Hans Overbevisning var Frugten af mange ensomme Timers strænge Selvprøvelse.
Provsten kunde forsikre, at ogsaa han kjendte disse ensomme Selvprøvelsens Timer. Stor var den Velsignelse, der kunde rummes i dem. Men han vilde ogsaa fremhæve — han vidste det af egen Erfaring — at et Menneskes ensomme Arbeide ikke altid er det paalideligste. Derfor tilraader ogsaa Skriften at bekjende for hinanden, at arbeide i Fællesskab, den ene hjælpende den anden.
Derfor vilde han ogsaa bekjende for den hele Menighed — svarede Kandidaten.
De sad overfor hinanden ved Provstens Skrivebord og saa hinanden lige i Øinene. Johnsen var bleg og der gik noget nervøst gjennem ham, somom han var begjærlig efter at komme afsted.
Provsten Sparre sad lidt tilbagelænet i sin Armstol. I Haanden holdt han en stor Elfenbens Papirkniv, som han brugte til at markere sine Ord med — ikke ved at gestikulere eller støde i Bordet, men ved af og til med et stærkt Tryk at føre den polerede Kniv op og ned paa det Hefte Papir, som laa foran ham.
At bekjende for Menigheden var visseligen baade i og for sig en skjøn og god Ting og fuldkommen skriftmæssig. Men der kunde ogsaa tænkes Bekjendelser, der ikke vare for alle Øren. Kirken havde derfor en anden — en engere Form for Bekjendelsen, der fuldt saameget var i Overensstemmelse med Ordet og som mangen Gang var endmere skikket til at lette det bekymrede Hjerte. Skolebestyreren begyndte at reise paa sig, for at tage Afsked: han følte en stor Trang til at henvende sig til Menigheden; — det var ham fremfor alt om at gjøre, at enhver, som vilde, kunde erholde Klarhed over hans Standpunkt, at der intet skjult eller uklart var mellem ham og Menigheden.
Provsten reiste sig ogsaa og rakte ham Haanden til Afsked. Han ønskede sin unge Ven Velsignelse til sit Forehavende og bad ham mindes, at han — Provsten — bestandig stod rede med Raad eller Daad, om han nogensinde følte Trang til hans Hjælp.
„Det vil De mindes — kjære unge Ven! — ikke sandt?“ — sagde den gamle Præst, idet han saa paa ham med et faderligt Blik.
