Kandidat Johnsen mumlede noget til Tak og skyndte sig ud. Han var kommen ud af den Stemning, hvori han havde været i de sidste Uger. Der var noget underligt ved dette lune, stille Studereværelse med de mange Bøger — store ærværdige gamle Bøger. Og saa den overlegne Personlighed, saa alvorlig og dog saa mild. Der lagde sig noget blødt — ligesom Filt over den unge Theologs Sind, — noget han selv ikke syntes om, — ikke vilde kjendes ved.
Efter en meget lang Spadseretur kom han ad en Omvei udenom Sandsgaard op i Skippermarken. Herfra saa han ned i Haven og Gaarden ved Hovedbygningen. Han fulgte med Øinene den brede Grusgang, hvor Rachel og han saa ofte havde vandret op og ned, og deres Samtaler stod atter klart for hans Sind.
Længe stod han der og blev stærk igjen. Hvad vilde han ikke have givet til, at hun havde vist sig — bare et Glimt paa Trappen. Men han vilde ikke gaa derned; der skulde ikke blande sig nogen anden Følelse i den hellige Iver, hvoraf han var fyldt. Med en kraftig Beslutning vendte han sig om og gik indover mod Byen. Han havde gjenfundet sig selv. —
— Kirken var overfyldt hin Søndag, da Skolebestyrer Johnsen skulde holde sin første Prædiken. Det store Antal, som altid er begjærligt efter at høre en ny Taler, var forøget ved den Interesse, man nærede for den unge alvorlige Mand, der holdt sig saameget til de Fornemme.
Fru Garman sad med sin Datter i Familiestolen, Fanny og Madeleine var der ogsaa. Provsten Sparre med Frue og Frøken Barbara sad paa forreste Bænk i den dybe Præstestol; bagom saa man Pastor Martens og de øvrige Frøkner Sparre og allerbagerst Madam Rasmussen — Kapellanens Husholderske.
Der var saamange Mennesker, at Salmesangen svulmede, somom det kunde været Juledag, og da Prædikanten kom nedover mod Prækestolen, dreiede alle de syngende Hoveder sig langsomt, eftersom han gik.
I den trange Trappe, hvor intet Øie kunde se ham, havde han et Øieblik af Svaghed, det kjendtes, somom han maatte synke under sin Byrde, og han forstod aldrig ret, hvorledes han var vundet op af de sidste Trin til Prækestolen. Men da han nu stod der oppe, og de hundrede Øine atter borede sig i ham, tvang han sig med den ham egne Evne til bratte Overgange; og han stod saa roligt, at de fleste vare enige om, at de aldrig havde seet en ung Præst bevæge sig saa frit paa „Stolen“.
Kandidat Johnsen havde gode Øine; han kjendte mange af de Ansigter, han saa. At Frøken Rachel sad ligeoverfor i Garman &
