fik en liden Mistanke til denne Begeistring, der kom saa pludseligt.
„Jeg vil give Dem at betænke,“ begyndte hun, „at de Ting, vi har talt om, jo egentlig kun ere spredte Enkeltheder. Der er neppe nogen uløselig Uoverensstemmelse mellem Deres Opfatning og den almindelige christelige.“
„Men det Christelige vil annammes enten helt eller slet ikke. Det er denne Halvhed, jeg ikke længer vil leve i.“
„Og desuden —“ fortsatte hun — „vil jeg aabent tilstaa, at disse Dogmer og disse Former have meget liden Vægt for mig. Naar vore Samtaler væsentligt have dreiet sig herom, har det vel nærmest været, fordi De er Theolog.“
„Men det er ikke derom, vi har talt —“ raabte han ivrigt, „hvad der laa under det hele, det var, at De vilde kalde tillive hos mig Følelsen af det personlige Ansvar, som følger med en Overbevisning.“
„Ja — svarede hun, „det er sandt! det var det, jeg vilde.“
„Theolog eller ikke Theolog kommer her ud paa et. Hovedsagen er at være Mand — Mand for at have en Overbevisning og Mand for at vedstaa den!“
Han overvandt Rachels Betænkeligheder, saa stærk og tilforladelig som han stod for hende; og hun svarede hurtigt og ligesom lettet: „Ja — saaledes er det! — det er den personlige Sandhed, der er saa sjelden. Selv kan jeg kun ufuldkomment realisere den i mit Liv — og hvad Magt ligger der forresten paa et Fruentimmers Overbevisning i et Samfund som vort! — men hvor jeg ser dette kjæmpe sig frem, der er jeg med. Og derfor tror jeg ogsaa nu, at De er paa ret Vei — til Kamp mod Løgnen; thi det er bedre at slide sig op i den Kamp end leve fredsommeligt med Løgnen i samme Stue!“
De kloge blaa Øine bleve straalende, mens hun talte; han saa henrykt paa hende og sagde derpaa — med en pludselig Overgang, der var karakteristisk for ham — roligt, ja næsten stille: „Saa vil jeg da rydde min Stue for Løgnen!“
Han gik et Par Skridt og talte langsomt og vægtigt: „Jeg vil begjære Provstens Tilladelse til at prædike i Kirken næste Søndag — jeg har allerede talt foreløbig med ham om det. Jeg vil tale til Menigheden —“
„Det var kanske ikke værdt —“ sagde Rachel, „at gaa nærmere ind paa de specielle Punkter —“
„Nei — det er heller ikke min Mening. Jeg vil tale om at være sand i Livet. Jeg vil sige bent ud, at jeg er en Tvivler; men at
