hun sig ud over, og det faldt som af sig selv; hun var nu engang ikke som andre.
Da hun derfor, efterat Johnsen havde vexlet et Par Ord med gamle Fru Garman, uden videre Indledning sagde: „Kom — Hr. Kandidat Johnsen! lad os gaa en Tur i Haven —“ saa undrede Moderen sig slet ikke. Rachel var forlængst voxet hende over Hovedet; og naar alt kom til alt — tænkte Fru Garman — var denne overordentlige Forkjærlighed for en Theolog ikke det galeste, Rachel kunde finde paa.
— De begyndte at gaa nedover Midtgangen i Haven, hvor de pleiede at spadsere frem og tilbage. Det faldt ham lidt vanskeligt at finde Traaden i det, han vilde sige, derfor var han lidt usikker, da han sagde: „Jeg har tænkt meget paa vor sidste Samtale — ja jeg har egentlig ikke tænkt paa andet siden. Dersom De tillader det — Frøken! vilde jeg gjerne tale mere med Dem om den Sag?“
„Det er mig altid kjært at tale med Dem —“ svarede Rachel og saa paa ham. Det var de samme kloge, blaa Øine som Konsul Garman havde. Rachel lignede overhovedet mest sin Fader; hendes Undermund var ogsaa en liden Smule fremskudt. Det mørke Haar var lidt rødligt, især fremover Panden, og hendes Figur var høi og kraftig, alt dette gjorde hendes Person mere imponerende end egentlig hvad man kalder indtagende. Hun var de unge Herrers Skræk og havde Ord for at være lærd og skarp som bare Fanden; hvilket var stor Synd for hende; thi ellers var hun jo et glimrende Parti.
Skolebestyrer Johnsen tænkte ikke paa noget af dette; han søgte bare at gjenfinde Traaden i det, han vilde sige; og tilslut lykkedes det ham. Han talte med større og større Liv om den Forandring, der var foregaaet i ham, hvorledes hun ikke blot havde vakt ham til Eftertanke, men ogsaa meddelt ham en Virkelyst, han maatte faa udfolde; nu var han kommen, forat hun skulde sige, hvorledes og hvor han skulde begynde.
Rachel blev lidt forlegen.
„Det er ikke saa let for mig,“ svarede hun „der — som Kvinde — selv er udelukket fra at tage fat, om jeg kunde have Lyst, — at anvise Dem — Hr. Kandidat! — hvor De skal begynde —“
„Jeg er beredt til alt“ afbrød han ivrigt, „til at optræde i Tale eller Skrift mod alle de Misbrug, jeg nu ser; skille mig ved min Stilling — om det kræves; ikke lade nogen Krog af mit Indre være skjult, men vedstaa min Overbevisning aabent — som det sømmer sig en Mand.“
Den unge Dame var for klog til ganske at rives med, og hun
