at foragte. Derfor havde han paa Forhaand bestemt sig til ikke at lade sig dupere af noget eller nogen, og derfor havde han ogsaa givet sin første Optræden i Huset et saa strængt og overlegent Præg, som han kunde opdrive.
Men ligesom han blev overrasket af den jævne, prunkløse Komfort i Huset, saaledes blev han endmere rokket i sine forudfattede Meninger om de Rige ved at lære Garmans at kjende. Johnsen havde tænkt sig Rigdommen mere støiende — saadan i Retning af Champagne og Skaaltaler. Men de rolige, glatte Mennesker, det stilfærdige og korrekte ved den hele Husholdning og først og sidst Frøken Rachel — endte med ganske at kuldkaste hans tidligere Opfatning.
Det Velbehag, han følte, efterat have været paa Sandsgaard et Par Gange, blev ham imidlertid snart mistænkeligt. Han var paa sin Post mod alt, hvad der vilde trække ham bort fra hans Kald. Det var en Ting, han tog meget alvorligt; var han selv kommen af det ringe og fattige, saa skulde han ogsaa der finde sit Arbeide — blandt Almuen — paa Almuskolen.
En Dag greb han sig virkeligt selv i at staa tvivlraadig udenfor Skolebygningen — kviende sig for at gaa ind i den kvalme, forpestede Luft, naar det ikke var absolut nødvendigt. Dette gjorde ham i Førstningen alvorligt bekymret.
Men saa begyndte hans Forhold til Rachel at faa en dybere Betydning for ham. Det var ikke længer det fine Hus, som trak, — derom var han overbevist; heller ikke var det nogen anden Følelse for den unge Dame end Interesse — dyb, alvorlig Interesse for alle de gribende Indtryk, han modtog gjennem hende.
Hun besad i Virkeligheden en vidunderlig Magt over ham; naar hun talte, faldt der ligesom skarpe, klare Lysblink over meget, han hidtil havde overseet. Han bar som alle Mennesker Spirer til Tvivl i sit Hjerte, og han var endnu saa ung og uberørt, at det hele kun var løseligt tildækket, men intet endnu helt visnet i ham. Da derfor denne overlegne Kvinde saa uventet kom ham imøde, blev der et stærkt Røre i ham; og ligesaameget opflammet af hende som af sin vaagnende Energi, øgede hans Virkelyst for hver Dag, som gik. Det tause, opslidende Hverdagsarbeide syntes ham saa feigt; der maatte noget ganske andet til, for at gjøre sin Overbevisning Fyldest — det havde hun selv sagt.
Han gik nu ud til hende — beredt til en hvilkensomhelst Kamp, hun maatte ville sende ham i. —
— Frøken Rachel var vant til at gjøre, hvad hun vilde, hjemme. Alle de syv hundrede Hensyn, der gjælde for unge Piger, satte
