Fiskere. Folkene bar Snører, Olieklær og store Knipper med Fisk, — de havde været paa Søen om Natten.
„Puh!“ — sagde Delphin, da de var forbi, „den Fiskelugt kan jeg ikke taale. Men det er jo sandt! De — Frøken Garman — maa jo være vant til denne Odeur fra Deres Barndom derude paa Bratvold?“
„Aa ja!“ svarede Madeleine og blev lidt forvirret.
„Ja — hvad mig angaar —“ fortsatte han muntert, „saa kan jeg med Sandhed sige, at jeg er en Folkets Mand paa min Hals. Men jeg maa tilstaa, at naar det kjære Folk kommer min Næse for nær, saa er det, somom min folkelige Begeistring kjølner. Der er noget ved denne Blanding af Fisk, Tobak, Tjære og vaadt Uldtøj, som jeg ikke kan vinde over.“
Madeleine følte, hvor den passede — denne Skildring af de Folk, hun havde levet blandt, og til ham, som hun saa nær — aa — det var dog godt, at hun aldrig havde forraadt sig til nogen!
Da de gik over Torvet, pegte Delphin udover Sandsgaardsveien: „Se der gaar sandelig Skolebestyrer Johnsen til Sandsgaard idag igjen. Ved De — Frøken! at han er bleven tummelumsk i Hovedet?“
Nei — det havde hun ikke hørt noget om.
„Jo — tummelumsk er han,“ forsikrede Fuldmægtigen, „men det er endnu ikke tilfulde konstateret, om det er Kjærlighed eller Religionsskrupler. For det første — Kjærligheden — taler den Omstændighed, at han næsten hver Dag løber til Sandsgaard og taler i Enrum med Frøken Rachel. For det andet — Religionsubehageligheder — taler det, at han skal tænke paa at holde en Dommedagsprædiken en af de første Søndage. De vil vel høre ham?“
„Jeg ved ikke — dersom de andre gaar i Kirken — saa —“
„Aa nei — lov mig, at De vil gaa i Kirken den Søndag —“ bad han og saa paa hende.
Der blev ikke Tid til at svare paa det; thi de vare ved Porten, og Madeleine saa et Glimt af Fanny bag Gardinet i Stuen ovenpaa.
— Imidlertid fortsatte Skolebestyrer Johnsen sin Vandring udover; han skulde ganske rigtigt til Sandsgaard. Derimod var det Overdrivelse, naar Delphin fortalte, at han var der hver Dag. Siden hin Søndag, da der blev disputeret saa stærkt, havde han ikke været paa Sandsgaard; men i alle disse Dage havde han ikke tænkt paa andet end den sidste Samtale med Rachel i Haven.
Erik Johnsen kom — som han selv pleiede at fortælle — fra et mere end tarveligt Hjem. I Konsul Garmans Hus saa han første Gang den Luxus paa nært Hold, som han ellers havde lært sig til
