Men nu var hun bleven ham for klog; hun lod sig ikke længer skræmme, naar han truede med at rømme ud tilsøs eller give Adjunkt Aalbom Rottekrudt i Toddyen. Og tilslut begyndte han at blive skinsyg paa Kandidat Delphin.
Fuldmægtigen beskjæftigede sig aabenbart meget med Madeleine, det havde Fru Fanny længe mærket. Og jo mere hendes klare, blinkende Øine iagttog, hvad der foregik omkring hende, desto sikrere stod det for hende, at hun var geraadet i den eiendommelige Situation: at spille Skjærmbræt.
Hun vidste, at Delphin havde været adskilligt med i Hovedstadens Selskabsliv; han var hverken saa ung eller saa grøn som de Fuldmægtige, hendes Fader pleiede at have. Derfor havde hun glædet sig til at se ham. Men da han saa kom, strax overgav sig og begyndte at overvælde hende med Beundring, saa tænkte hun: aa pyt! han er jo ikke anderledes end de andre!
Nu derimod begyndte hun at se lidt nøiere paa ham. Det var kanske ikke værdt at lade ham slippe sig saa ganske ud af Hænderne. Den smukke Frue lo til sig selv i Speilet; det var dog ved Gud altfor latterligt! — at se saaledes ud — og saa spille Skjærmbræt!
Fru Fanny havde faaet det saaledes ordnet, at Madeleine skulde tage Musikinformation i Byen; og Kandidat Delphin syntes paa en Prik at kjende hendes Spilletimer. Madeleine traf ham næsten bestandigt, og de pleiede da gjerne at gaa en liden Omvei sammen enten i Gaderne eller i Parken. Disse smaa Møder morede Madeleine, og hun talte muntert og aabent med ham.
„Hør — Hr. Kandidat Delphin!“ — sagde hun saaledes en Dag, „hvorfor er De saa slem og kritisk, naar der er flere tilstede? — naar vi er alene, er De meget elskværdigere.“
„Det kommer af, at naar jeg taler alene med Dem — Frøken Madeleine! — saa kommer der mere frem af mig selv. Naar der er flere i Samtalen, bruger jeg at gjemme mig.“
„Gjemmer De Dem? —“ spurgte hun og lo.
„Ja — det vil sige: jeg synes ikke om, at enhver Forbigaaende skal kige ind til mig; jeg holder af at leve for nedrullede Gardiner.“
„Aa ja! — nu forstaar jeg —“ svarede hun alvorligt — ikke fordi hun mærkede det Fortrin, han indrømmede hende, men fordi hun kom til at tænke paa, hvormeget ogsaa hun skjulte bag nedrullede Gardiner.
I en af de smaa Gader ved Havnen kom de indimellem en Flok
