Nu saa hun ogsaa Tom fra hans værste Side — naar han drak. Om Formiddagen derimod kunde der endogsaa være noget af en Gentleman ved Mr. Robson. Han gik altid i fine, blaa Klædesklær, kulørt Skjorte og — naar det var tørt — med amerikanske Seildugssko.
Det var en Fornøielse for Unge-Konsulen at gjøre sin Morgenrunde paa Værftet sammen med Mr. Robson. Arbeidet gik godt og Skibet saa ud til at blive baade smukt og velbygget. Konsul Garman kjendte ligesaa godt som nogen anden til Tom Robsons Svaghed. Men naar han bare passede sit Arbeide, fik han bruge Fritiden som han selv vilde. Den Grundsætning var gammel og nedarvet i Firmaet: at jo mindre man beskjæftigede sig med „Folkene“, desto bedre arbeidede de og desto mindre Vrøvl havde man.
„Jeg mener, hun er færdig til Vaaren?“ — sagde Unge-Konsulen en Dag i Begyndelsen af Juli.
„Hvis Vinteren ikke bliver for fugtig — Hr. Konsul!“ svarede Tom.
„Jeg skulde gjerne se, at vi kunde lade hende løbe af Stabelen den 15de Mai,“ sagde Konsul Garman halvhøit; „men De skal ikke nævne Dagen for nogen. De forstaaar? — Mr. Robson?“
„All right! Sir!“ svarede Tom.
Ikke engang til sin Ven Master Gabriel forraadte Tom Dagen; han sagde bare, det blev engang til Vaaren, og dermed slog Gabriel sig tiltaals. Derimod plagedes han stærkt af Nysgjerrighed efter at faa vide, hvad Navn Skibet skulde bære. Tom svor paa, at han ikke vidste det, og Morten svarede, at „det var noget, som ikke skilte Skolegutter“, hvoraf Gabriel uddrog den Slutning, at ingen af dem vidste Besked — ialfald ikke Morten.
Hele denne Sommer gik det daarligt paa Skolen med Gabriel. Det var ogsaa formeget forlangt, at han skulde hænge over Bøgerne, mens der arbeidedes, raabtes og bankedes den hele Dag nede paa Værftet. Hans Karakterbog frembød et trist Skue, og hver Maaned, naar han skulde ind til Faderen med den, foresatte han sig at holde en liden Tale, hvoraf Hovedindholdet var, at han ikke vilde studere, men komme i Kontoret eller gaa tilsøs eller hvilketsomhelst andet. Men hvergang han stod foran de klare, kolde Øine, var hvert Ord blæst sporløst ud af hans Hukommelse, og han saa saa dum og forvirret ud, at Faderen rystede paa Hovedet, naar han gik: „Det er dog besynderligt med den Dreng, at han aldrig vil blive voxen!“
I den første Tid, efterat Madeleine var kommen til Sandsgaard, havde det været en stor Trøst for Gabriel at betro sig til hende.
