Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
135
GARMAN & WORSE

Madeleine blev næsten ligesaa rød som Hummeren og bøiede sig over sin Thekop. Vente-Per og alt det andet derudefra var kommet paa saadan Afstand; og naar hun nu tænkte paa sin oprindelige Plan, at fortælle det altsammen aabent for alle, syntes det hende en vanvittig Tanke. Hvor godt var det ikke, at ingen af disse Mennesker havde nogen Anelse om, hvor nær hun havde været ved at forløbe sig saa enormt.

— Om Aftenen, da de skulde lægge sig, snakkede Brødrene om Dagens Begivenheder. Legationssekretærens Værelse var indaf Broderens, og uagtet han hver Aften røg Cigaretter, hvilket var Konsulen en Pest, saa maatte dog Døren altid staa aaben mellem dem om Natten.

De havde hver sin Maade at klæde sig af paa. Konsulen tog langsomt hvert Klædningsstykke efter en vis Orden og lagde det sammenlagt paa en vis bestemt Plads. Onkel Richard derimod rev Yderklæderne af sig og kastede dem, hvor det traf. Derpaa indhyllede han sig i sin Slobrok og satte sig til at røge, indtil Broderen blev færdig.

„Det er en Fandens Kar — den Worse!“ — sagde Legationssekretæren og strakte sig i Lænestolen, „det gjør en formelig godt at høre et Menneske snakke saaledes fra Leveren.“

„Han er for hidsig, — han holder ikke Maade —“ svarede Konsulen fra sit Værelse.

„Bah! — man kan s’gu ogsaa faa formeget af dette Maadehold. Det er godt, at Ungdommen faar skaffe sig Luft, — det har den Ret til!“

„Aa — hvad er nu det for noget forbandet Snak — Pirre!“ raabte Konsulen og kom helt hen i Døren, „hvad Pokker skulde vel det gavne Verden, om Ungdommen fik Lov til at skraale saaledes op ved alle Leiligheder?“

Men Onkel Richard var ikke ræd, naar de var paa Tomandshaand. Han reiste sig mageligt og lod Slobrokken glide af Skuldrene. De to Brødre stod ligeoverfor hinanden — endogsaa i Negligé saa høist forskjellige. Unge-Konsulen var i Natskjorte og Flonelsunderbuxer, bundne for Knæerne med Baand og brede Linninger; de tynde Lægger stak i lange, graa Strømpeskafter, som alene Jomfru Cordsen kunde strikke.

Legationssekretæren derimod havde tyrkiske Tøfler, glatte Tricots, der sluttede stramt om hans smukke Ben, og fin, stivet Skjorte, som han brugte at ligge med om Natten — der var ingen af Richards Feil, der syntes Broderen saa vederstyggelig som denne.

„Ja — ved du hvad — Christian Fredrik!“ — sagde Onkel