Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
134
GARMAN & WORSE

Samtalen havde allerede en saa rivende Fart, at ingen vilde høre paa hans afmaalte, vægtige Indledninger. Rachel fulgte Disputen med Interesse; men hun ærgrede sig; hun ærgrede sig, naar de andre sagde noget dumt, og naar hun maatte give Worse Ret, ærgrede hun sig endnu mere; — det hele ærgrede hende: der stod disse vigtige Mandfolk og behandlede hende og hendes Stilling, som om hun var et fraværende Dyr, og ikke en af dem faldt paa at spørge om hendes Mening.

Forresten var Samtalen allerede forlængst snurret forbi Kvindespørgsmaalet. Jacob Worse prøvede forgjæves at holde den fast; afsted gik det gjennem den nyeste Literatur, saa Bladene fløi, saa gjennem Udenrigspolitiken, saa gjennem Indenrigspolitiken — bestandig ivrigere og hurtigere, bestandig med den samme Partistilling. Men Præsten kom efterhaanden mere i Forgrunden, Aalboms Stemme var kommen saa høit op i Applicaturen, at den sprang ret som det var; Amtmanden kom aldrig længer end til Begyndelsen af sine Taler, han slog sig gjentagne Gange paa sin Stjerne og sagde: „For Gud og Kongen!“ — og før nogen vidste Ord af det, var man midt opi „den moderne Vantro“.

Jacob Worse protesterede mod denne Digression; men Præsten Martens, hvis Stemme var ligesaa rolig, som da han begyndte, forklarede, at herom havde igrunden den hele Samtale dreiet sig. Den moderne Vantro havde været ligesom Baggrunden, og alt, hvad der „fra et vist Hold“ var fremført, havde sin Rod i den.

Heri var Amtmanden og Adjunkten enige; men Jacob Worse rettede sig iveiret med en heftig Bevægelse, hans Ansigt var blegt, da han begyndte: „Mine Herrer!“

Da gjorde Konsulen et Tegn til Jomfru Cordsen. Hun aabnede Dørene til Spisesalen; det stærke Lys faldt i en bred, blændende Stribe ind i Værelset. Først nu mærkedes det, at man havde snakket, til det var blevet ganske mørkt. Herrerne førte sine Damer tilbords i den lyse, kjølige Spisestue.

Man aandede ud efter Kampen; men alle havde beholdt saameget af den, at Stemningen forblev lidt trykket.

„Hvor har du faaet de prægtige Hummere fra? — Mor!“ spurgte Morten, der pludseligt var kommen tilstede — Ingen vidste hvorfra —; han passede Maaltiderne.

„Hummerne er kommen med Onkel Richard,“ svarede Fru Garman; „jeg tror, han har en Fisker derude paa Bratvold, som skaffer ham de bedste Hummere.“ Hun havde forsynet sig med et Rognstykke; Fru Garman spiste blot Rognen, mens den endnu var saa ung, at den laa som en koralrød Stribe i det hvide Kjød.