„De kan vist godt spare Dem Deres Medfølelse — Hr. Worse!“ svarede Rachel i en Tone, som bragte ham til at fare iveiret og se paa hende; „jeg tror tvertimod, at Madeleine befinder sig meget vel i Præstens Selskab — det er netop Selskab for hende.“
„Jeg beder Omforladelse —“ svarede Worse godmodigt, „det er ikke min Mening at være indiscret. Men jeg har faaet det Indtryk, at Deres unge Kusine igrunden sidder inde med en stor Portion Livlighed, som hun ikke ret faar udfolde.“
„Jeg ved ikke, om Madeleine eier noget saadant skjult Fond af Liv. Idetheletaget har jeg ikke meget tilovers for Folk, der ikke tør vise, hvad der bor i dem.“
„Ikke tør?“ — spurgte han forbauset.
„Ja — jeg siger: ikke tør! Hvad er det andet end Mangel paa Mod, naar man saa omhyggeligt skjuler sit Indre, dækker over sin Overbevisning — lyver og spiller Komedie fra Morgen til Aften? Da er det dog bedre som Deres Ven deroppe —“ hun gjorde et Kast med Hovedet mod Delphin — „at paradere med sine Grundsætninger og strø dem ud i Paradoxer og Vittigheder.“
Jacob Worse forstod nu, at han havde truffet Frøken Rachel i en dybere Stemning end han havde ventet.
„Jeg har ofte lagt Mærke til —“ sagde han alvorligt —, „at De — Frøken Rachel — finder det at være en Mands Pligt at træde frem overalt, hvor han føler sig krænket i sin Overbevisning. Men lad mig faa Lov til at forklare Dem —“
„Jeg bryder mig ikke om nogen Forklaring —“ afbrød hun, „De skylder mig hellerikke nogen; men jeg gjentager det: det er feigt!“
Hun angrede Ordet med det samme, det var udtalt. Det var ogsaa faldt hende i Munden, fordi hun just havde brugt det i Samtalen med Johnsen. Men hun gik alligevel ind i Huset uden nogen videre Forklaring.
Jacob Worse stod og stirrede betænkeligt paa sin Cigar. Nu var den altsaa kommen til Udbrud — den Misstemning, han længe havde mærket hos hende. Han vidste, at hun mente, hvad hun sagde; hun syntes, at han var feig.
Deres Forhold havde ligefra først af taget en kammeratslig Vending, som udelukkede enhver Kurtise. Hun havde ligefrem sagt ham, at saaledes vilde hun have det, hvis de overhovedet skulde blive Venner. Han var gaaet ind paa det, og de havde talt meget sammen; men ikke saa meget i den senere Tid.
Da Jacob Worse vendte sig om, saa han lige foran sig Skolebestyrer Johnsen, der kom opover Gangen med bøiet Hoved. Det
9 — Kielland: Samlede Værker I.
