gik med ét op for ham, at her var paa en eller anden Maade Aarsagen til Rachels sælsomme Opførsel; men denne Opdagelse bidrog ikke til at gjøre hans Sind blidere.
Amtmand Hiorth og Adjunkt Aalbom havde slaaet sig ned i den gamle Havepavillon bag Dammen. I Søndagsselskaberne paa Sandsgaard holdt de sig gjerne sammen, og det var ikke frit for, at de skumlede en Smule.
Amtmand Hiorth tilhørte en gammel Embedsfamilie, og holdt meget stærkt paa sin Honnør. Men ved Datterens Giftermaal — Morten Garman var det bedste Parti, der var at opdrive i Amtet — kom hans noget sensible Ambition oftere til at tørne mod den urokkelige Selvbevidsthed, som ved den solide, arvede Velstand var udviklet i den Garmanske Familie.
Derfor turde Adjunkten slippe sin skarpe Tunge løs overfor Amtmanden, og dertil var han især oplagt efter en god Middag.
„De sover — Hr. Amtmand! jeg tør bande paa, at de sover — begge to!“ raabte Aalbom, „har Hr. Amtmanden ikke lagt Mærke til, at baade Legationssekretæren og Konsulen forsvinder efter Bordet hver Søndag?“
„Jeg synes jo nok, at jeg ikke pleier at se dem ved Kaffeen; men det er jo bare et Kvarters Tid,“ svarede Amtmanden og knipsede lidt Cigaraske af sit venstre Frakkeopslag, hvor hans nye Nordstjerneorden var fæstet.
„At byde en Mand som Hr. Amtmanden saadant!“ blev Adjunkten ved, „og især denne saakaldte Legationssekretær! — som gjør Fordring paa etslags —“
„Aa — hvad ham angaar,“ afbrød den anden, „saa er det vel snarest en Demonstration mod Embedsstanden. Richard Garman er — som alle halvtforlorne Existenser — ultraradikal.“
„Uden Tvivl — Hr. Amtmand! Konsulen er heller ikke ganske sikker. Ingen Agtelse for den høiere Dannelse! —“
„Man kan jo heller ikke vente mere af disse Handelsmænd —“
„Disse Kræmmere — Hr. Amtmand!“ hviskede Adjunkten og saa sig forsigtig om til alle Sider. „Se saa — for Satan!“ tilføiede han, „nu regner det! ja var det ikke det, jeg kunde tænke! har der skinnet lidt Sol om Formiddagen, saa maa der nødvendigvis regne om Eftermiddagen! Hvilket Klima! — hvilken Egn! hvilket Folkefærd! —“ og under gjensidige Udgydelser og Klager skyndte de to Herrrer sig omkring Dammen og naaede Huset just som det begyndte at regne for Alvor.
Man pleiede at holde sig nedenunder efter Middagen, naar det var godt Veir, fordi der var store aabne Glasdøre mod Haven i
