en Søndag og høre, hvor smukt den Fredens Mand Pastor Martens bad for Krigsmagten tillands og tilvands.“
„Jeg erindrer det godt —“ svarede Skolebestyreren med et Smil, „det var da, at jeg tog Ordet.“
„Ja — De forsikrede, at De aldrig — om De blev Præst — vilde medtage Krigsmagten i Deres Kirkebøn.“
„Det vil jeg heller ikke! — aldrig skal nogen Magt tvinge mig dertil — aldrig!“
Rachel saa paa ham; saaledes var det, hun vilde have ham.
„Jeg minder Dem om dette —“ fortsatte hun, „fordi jeg nu ved, at der ogsaa er mange andre af Præstens Embedspligter, De ikke vil kunne udføre af fuld Hjertens Overbevisning. De har i vore Samtaler udtalt stærke Betænkeligheder ved Vielsesritualet, ved Absolutionen, ved Konfirmationen og mange andre Ting, saa tilslut staar det saaledes for mig, at enten maa De opgive at blive Præst, eller De maa lyve!“
„Lyve kan jeg ikke —“ raabte han, — „heller give Afkald paa min Fremtid!“
„Men er da det nok?“
„De mener? — Frøken!“
„Synes De, at De har gjort Dem selv Fyldest ved saaledes at gaa afveien for de Krav, Deres Overbevisning stiller? Om jeg var Mand —“ Frøken Rachel rettede sig — „saa vilde jeg netop opsøge Kampen — ikke krybe iskjul!“
„Jeg skal heller ikke krybe iskjul — Frøken!“ svarede Kandidat Johnsen.
„Det haaber jeg heller ikke, De vil; her er nok af dem, som gjør det.“
Hun saa opimod Huset, som de nu var tæt ved. I den aabne Havedør stod Fru Fanny og fjasede med Delphin. Præsten Martens og Madeleine gik bortover mod Kroketpladsen og Jacob Worse stod og saa efter dem med en Cigar i Munden.
Rachel vendte sig hurtigt om mod Kandidat Johnsen og sagde: „Jeg ved ikke noget uslere, end naar en Mand ikke vover hverken i Ord eller Handling at aabenbare, hvormeget han i sit inderste Væsen er i Strid med den almindelige, gjængse Opfatning. Den, der lister sig saaledes gjennem Livet, er i mine Øine feig.“
Hun gik op imod Huset; men Skolebestyreren stod et Øieblik, derpaa vandrede han nedover Grusgangen igjen i dybe Tanker.
Jacob Worse sagde til hende, da hun gik forbi: „Har De Lyst til at tage et Parti Kroket? — Frøken Rachel! — jeg synes Synd i Deres Kusine, hvis hun skal spille alene med Kapellanen.“
