Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/125

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
127
GARMAN & WORSE

„De har aabnet mine Øine for meget, som før —“

„Men — hør nu!“ — afbrød Rachel lidt utaalmodigt, „nu har vi gaaet op og ned her — vist i en halv Time og talt om de mange Kollisioner, hvori en Præst maa komme, naar han baade skal være Guds og Statens Tjener. Og hvert Øieblik — eller ialfald flere Gange har De sagt: Ja De har Ret — det har jeg ikke tænkt paa før — eller lignende —“ Rachel stansede midt i den brede Gang mellem Hækkerne foran Huset, hvor de gik frem og tilbage, og saa ham ind i Øinene: „Hvorledes kan det dog være muligt — Hr. Kandidat Johnsen! — at De, som har studeret Theologi, og som har til Hensigt med Tiden at blive Præst, — at De ikke allerede forlængst har gjort Dem alt dette klart og taget Deres Parti?“

Kandidaten slog sine Øine ned for dette klare, gjennemtrængende Blik, idet han svarede: „Tvivl og Anfægtelser har jeg nok havt, — det gaar ingen af os fri for. Men naar det nu synes Dem — og jeg maa bekjende: det er virkelig Tilfældet —, at enkelte Ting kommer ligesom bagpaa mig, saa har dette for en Del sin Grund i min eiendommelige Udvikling. Jeg kommer fra et fattigt Hjem — et meget fattigt Hjem —“ han gjenvandt sin Sikkerhed, mens han talte — „uden synderlige Evner har jeg arbeidet mig frem ved Flid. Derfor havde jeg fuldtop at gjøre, mens jeg studerede og — ja det er sandelig min Mening — den, som har rigtig haardt alvorligt Arbeide, faar ligesom ikke Tid til Tvivl. Desuden er der ved selve Studiet og ved de Mænd, der lede det, noget — ja hvad skal jeg kalde det! — noget beroligende — nei — betryggende vil jeg sige, som bevirker, at de Tvivl, der frembyde sig, ligesom bære sin Løsning i sig selv. Men Livet og ikke mindst mit Bekjendtskab med Dem — Frøken Garman! har bragt meget til at vakle hos mig.“

„Mindes De vor første Samtale?“ — spurgte hun.

„Jeg tror ikke, jeg har glemt noget Ord, vi har vexlet med hinanden.“

„Det var en af de første Søndage, De var paa Sandsgaard —“

„Ved Bordet dreiede Samtalen sig om Krig — var det ikke den Dag, De mener? —“ spurgte han.

„Jo netop —“ svarede Rachel, „Kandidat Delphin udviklede paa sin flotte, overfladiske Maade, at den nye Tidsaand vel skulde faa Bugt med Krigsondet, naar man bare kunde blive af med Kongerne og Præsterne. Som De husker — blev Præsten Martens meget ivrig og paastod, at Præsterne netop var Fredens Mænd og deres Arbeide et Fredens Værk. Og Kandidat Delphin svarede saa behændigt, at enhver, som havde Lyst, kunde bare gaa hen i Kirken