„De er en farlig Dame — Frue!“ sagde Georg Delphin, da han tog Afsked, „jeg faar nok give min Ven Worse en Advarsel.“
„Ja — dersom De vover —!“ raabte Fru Fanny og truede ad ham med en liden hvid, spids Pegefinger.
Der var noget ved Fanny — Madeleine vidste ikke, hvad det var —, som hun ikke ret kunde lige. Det kom helst frem, naar der var Herrer tilstede; men ogsaa alene med hende kunde der mangengang komme over Madeleine en Følelse, somom hun generede sig. Hun var ikke vant til alle disse Spørgsmaal, Drillerier og Hentydninger, som bestandig gik i en og samme Retning. Men tilslut blev hun saa omspændt af sin livlige og snaksomme Veninde, at hun begyndte at miste noget af sin ubevidste Sikkerhed; og stundom kunde hun gribes af etslags Angest, somom hun gik noget imøde — noget uundgaaeligt, hun ikke selv forstod.
Fru Fanny stod ved Vinduet og saa efter Delphin. Han var igrunden sletikke liden — Figuren ypperlig, og Klæderne sad som støbte omkring ham. Det krøllede Haar og de sorte Moustacher gav ham et vist distingveret Udseende; det var en Mand, man overalt maatte blive opmærksom paa. Underligt nok! — at hun nu først lagde Mærke til det!
Fru Fanny vendte sig mod Madeleine, der ryddede paa Bordet, og betragtede hende nøie.
„Der er noget, jeg bestandig undrer mig over ved Dem — Hr. Kandidat Johnsen!“ sagde Rachel, „i næsten alle de Samtaler, vi har havt om alvorlige Ting, kommer vi til et eller andet Punkt, som pludselig vækker en hel Række af Tvivl og Spørgsmaal hos os begge — ja jeg synes — næsten mest hos Dem!“
„Det er, fordi De fører Samtalen med Deres overlegne Skarpsindighed,“ svarede Skolebestyreren.
Rachel saa et Øieblik paa ham. Alt flere Gange under dette interessante Bekjendtskab havde hun været paa sin Post mod ethvert Ord, der kunde have den fjerneste Smag af en Kompliment. Men hvergang hun betragtede det alvorlige — lidt grove Ansigt, følte hun sig beroliget; hun svarede derfor; „Aa der skal ikke stor Skarpsindighed til, for at indse, at naar to Mennesker drøfte en Ting sammen, maa der komme mere ud deraf end om hver tænkte alene for sig. Men hvad der undrer mig er egentlig dette, at De ikke forlængst har gjennemarbeidet disse Problemer og disse Tvivl.“
