„Ja ikke sandt?“ — raabte Fru Fanny, „det er den smukkeste Præst, jeg nogensinde har seet. Om man ikke forstod et Ord af Prædikenen, vilde det være en hel Opbyggelse bare at se ham forrette Gudstjenesten. Og saa de deilige Digte, han skriver!“
„Ja jeg for min Del sætter nu hans sidste Digtsamling „Fred og Forsoning“ over alt, hvad der er udkommet i vor Literatur i de sidste ti Aar. Kan De tænke Dem — mine Damer! et yndigere Digt end det lille:
„Jeg sad i Kveldens stille Fred
Paa Bænken ved min Hytte —“
— „Har han været fattig?“ spurgte Madeleine hurtigt.
Fanny lo; men Kapellanen forklarede hende venligt og omstændeligt, at Digtet var skrevet, efterat Sparre blev Provst; det med Hytten var nærmest et digterisk Udtryk for hans store Tarvelighed.
Madeleine følte, at hun havde spurgt dumt, og satte sig til at se paa Gaden.
„Ja —“ vedblev Kapellanen, „der er noget uforklarligt noget ved den Mand; jeg kan aldrig ret komme efter, hvori det ligger! men bare man staar Ansigt til Ansigt med ham, kommer der over En — en Følelse af det Mægtige, Overlegne, men ogsaa af etslags Fortryllelse. Naar han bliver Biskop —“
„Biskop? —“ spurgte Fru Fanny.
„Ganske vist — Frue! — der er ingen Tvivl om, at Provsten Sparre jo er selvskreven til den første Bispestol, der bliver ledig. Det har allerede været udtalt offentlig.“
„Nei virkelig! det har jeg aldrig tænkt paa!“ raabte Fruen, „men det er ogsaa sandt! han vil tage sig ganske pragtfuld ud — den mægtige Skikkelse med de hvide Lokker og saa det store blanke Guldkors paa Brystet! Det er kjedeligt, at Byen ikke er Stiftsstad; en Biskop er virkelig saa interessant. Madeleine, har du nogensinde seet en levende Bisp?“
Madeleine vendte Hovedet ind mod Stuen og blev blussende rød, idet hun stammede: „Hvad — hvad var det, du spurgte om — Fanny?“
Men Fru Fannys flinke Øine havde allerede bemærket Delphin, der styrede over Gaden mod Huset. Hun besvarede hans Hilsen og sagde til Madeleine, idet hun nøie iagttog hende: „Vær saa snil at hente en Kop til Fuldmægtigen — søde Madeleine.“
„Kommer Kandidat Delphin herop?“ spurgte Kapellanen og saa sig om efter sin Hat.
„Ja — men De faar slet ikke Lov til at gaa — Hr. Pastor! — nu sad vi saa hyggeligt sammen.“ — Delphin traadte ind, Fru
