var en Mand paa en tredive Aar af et fordelagtigt Ydre, og nu var det over halvandet Aar siden han mistede sin første Kone, saa intet kunde være mere passende end at tænke paa en anden.
„Godmorgen Frue! — Godmorgen Frøken Garman! — hvorledes befinder De Dem — mine Damer!“ sagde Præsten, idet han traadte ind; „jeg kunde ikke modstaa Deres venlige Vink — Frue! — skjønt jeg ved af Erfaring, at en Visit hos Dem er altfor behagelig til at kunne afgjøres i Korthed.“
„Aa De er altfor god — Hr. Pastor! og jeg undrer mig mange Gange over, at De har saameget tilovers for et saadant Verdens Barn som jeg er,“ sagde Fru Fanny med et lidet Blik henimod Madeleine.
„Der er saamænd flere, som undrer sig derover,“ svarede Kapellanen uden at forstaa Hentydningen.
„Nei — virkeligt! — hvem? hvem?“ raabte Fanny nysgjerrigt.
„Ah! — De ved neppe, Frue!“ forklarede Martens med et Skuldertræk, „i hvilken Grad vi stakkels Præster blive iagttagne af Menighedens hundrede Øine. Saa er der da ogsaa nogle skikkelige gamle Koner, der have taget Forargelse af mine hyppige Besøg paa Sandsgaard og her hos Dem.“
„Nei — hvor morsomt! — hører du Madeleine!“ raabte Fru Fanny straalende.
„Ja De ler — Frue!“ sagde Kapellanen godmodigt, „men det kunde sandelig være slemt nok for mig, hvis jeg ikke havde saa god Støtte i Provsten.“
„Saa Provsten Sparre og De komme godt ud af det med hinanden? jeg troede ellers, at Forholdet — —“
„I Begyndelsen — Frue! — kun i Begyndelsen, og jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at det var min Skyld. Ser De, jeg kom fra først af opi det med nogle af de saakaldte Vakte her i Byen — skikkelige, brave Mennesker — Gud bevare mig for at sige andet! — men ikke ganske saadan — saadan —“
Comme il faut?“ sagde Fru Fanny.
„Naa — naa! —“ svarede han smilende, „det var jo ikke netop det Ord, jeg søgte efter; men lad gaa, De forstaar, hvad jeg mener.“
„Fuldkomment!“ lo Fru Fanny, idet hun tog imod Koppen, som Madeleine havde skjænket for hende.
„Saa kom jeg da i en skjæv Stilling til min Overordnede og havde mangfoldige Ubehageligheder, indtil jeg ret lærte Provsten Sparre at kjende; men da jævnede det sig saa smukt det hele, og nu tør jeg nok sige, at Forholdet mellem os næsten er som mellem Fader og Søn. O det er en sjelden Mand!“ gjentog Kapellanen flere Gange.
