Fanny hilste med et fortroligt Nik og vedblev: „Nu skal De netop som Præst hjælpe os at omvende den ugudelige Kandidat Delphin.“
„Behøves ikke — behøves ikke! — naadige Frue!“ — raabte Fuldmægtigen muntert; „jeg er allerede saa omvendt som jeg overhovedet kan blive. Skolebestyrer Johnsen har besørget det hele i en lang, dybsindig Samtale.“
„Vi sad just ogsaa i en religiøs Underholdning,“ sagde Fru Fanny.
„Kommer De fra Skolebestyrer Johnsen?“ spurgte Kapellanen; han havde fundet sin Hat og stod færdig til at gaa.
„Jeg fulgte ham et Stykke paa Veien ud til Sandsgaard; han lod til at være inviteret derud,“ svarede Fuldmægtigen.
„Idag igjen!“ — raabte Fru Fanny.
„Godmorgen Frue! godmorgen — nei De maa virkelig ikke overtale mig, jeg har allerede været her altfor længe. Godmorgen Frøken!“ — Madeleine kom just ind; Kapellanen gik et Skridt frem, for at række hende Haanden. Men hun bar et Bræt med Kopper, saa han maatte nøie sig med at betrage hende med varm Ærbødighed.
I Trappen tænkte han paa, hvor det dog var uheldigt, at denne Delphin bestandig skulde komme ham iveien. Af Naturen var Severin Martens meget godmodig; men han kunde ikke udstaa Fuldmægtigen. Hvergang denne kom ind i Samtalen, gik alt paatvers for Kapellanen; han havde en egen Maade til at hænge sig i enkelte Ord, vrænge det hele om til Karikatur og fremkalde en Latter, som ofte kunde være yderst generende.
Kapellanen var heller ikke tilfreds med Skolebestyrer Johnsen. Den tilsyneladende saa ubehjælpelige unge Mand havde vidst at hjælpe sig fortræffeligt selv.
„Næsten daglig Gjæst paa Sandsgaard! hm! —“ mumlede Pastor Martens, mens han gik nedad Gaden. —
Men oppe i Fru Fannys lille Salon tog Fuldmægtigen Præstens Plads, og Samtalen skiftede strax Farve.
„Den brave Kapellan ligte ikke, at Johnson skulde til Sandsgaard,“ sagde Fru Fanny.
„Det var just derfor, jeg fortalte det — Frue!“
„Aa — jeg forstod det meget godt! — De er altid saa udsøgt ondskabsfuld! Men kan nu forresten nogen begribe, hvad der gaar af min lærde Svigerinde? — Rachel, der ellers er kold og utilgjængelig som en Isbræ, bliver med en Gang imødekommende — indtil det upassende ligeoverfor — ja det er det mærkeligste! — ligeoverfor en Theolog!“
