„Hvorledes kan dog en Mand som du — Aalbom! — bryde dig om sligt! — disse nye, unge Mennesker kommer her en Tid, saa gjør de sig paa en eller anden Maade umulige. Vi er dog de første alligevel; — saa du ikke, Konsulen tog mig tilbords.“
„Aa skidt!“ svarede hendes Mand, „hvad bryder jeg mig om disse Pengesække og Kræmmere! — men at en Mand af mine Kundskaber, med mine Fortjenester af Undervisningsvæsenet og Literaturen skal være udsat for impertinente Svar af saadanne Grønskollinger — saadanne —“ og af sit rige Forraad af Skjældsord udøste Adjunkten en udsøgt Strøm, hvilket forskaffede ham nogen Lindring.
Aalboms boede omtrent midtveis mellem Sandsgaard og Byen, hvillket fra først af var Aarsag til, at de blev indbudne til Garmans. Siden havde de vidst at holde sig saa godt fremme, at det ialmindelighed var Aalboms, man greb til, naar der skulde samles et Selskab i en Fart. Konsulen havde ogsaa hjulpet Adjunkten med nogle uforudseede Udgifter i Anledning af en: „Kortfattet Oversigt over det franske Sprogs Oprindelse og historiske Udvikling. — Til Skolebrug.“ Thi ved nederdrægtig Ondskab og Misundelse var denne Perle af en Bog ikke antaget til Skolebrug nogetsteds i Landet.
De gamle Brødre Garman pleiede at sove Middag i sine Værelser; men idag blev der ikke sovet stort. Thi de aftalte alt i Anledning af Madeleines Besøg i Byen. Hun skulde komme om to-tre Dage, og have Værelse ovenpaa ved Siden af Jomfru Cordsen.
Men Gabriel stjal sig en Cigar og vandrede glad og søndagsmæt ned paa Værftet, for at inspicere Skibet og snakke engelsk med Mr. Robson.
Det første Bekjendtskab, Madeleine gjorde i sine nye Omgivelser,
var med Sypigen; thi hun maatte naturligvis „syes fuldstændigt
op“ — især udvendigt.
Selve Familien paa Sandsgaard kjendte hun jo paa en Maade før fra kortere Besøg, og den samme Fornemmelse af Kulde, som hun altid havde modtaget blandt disse Mennesker, lagde sig ogsaa nu over hende. Imidlertid var Madeleine langtfra nogen frygtsom Natur — tvertimod; men Overgangen fra den ubundne Frihed under aaben Himmel til det regelrette Liv i det korrekte Hus var altfor brat for hende. Hun prøvede forgjæves at finde sig tilrette, og i de første Uger længtede hun sig ganske syg.
