Dette skjulte hun dog i sine Breve til Faderen, hun vidste ikke rigtig hvorfor.
Fætter Gabriel var den eneste, som talte muntert og venligt til hende; alle de andre vare saa stive og tilbageholdne, somom de bare tænkte paa sig selv.
Ikke engang til Rachel kunde hun rigtig slutte sig; de to Kusiner havde aldrig følt sig tiltrukne af hinanden.
Skjønt kun faa Aar ældre var Rachel Garman dog sin Kusine meget overlegen i Kundskaber og Livserfaring. Medens Madeleines Sind var let og lyst som Solskin, var der paa Bunden af Rachels kolde og beherskede Væsen en urolig Trang til at tage fat, til at gjøre noget — ligegyldig hvilket — bare komme i Bevægelse.
For ikke længe siden havde hun havt en stor Strid med sin Fader. En Dag traadte hun ind i Kontoret og forlangte at faa arbeide med i Forretningen. Konsul Garman tabte aldrig, sin Fatning; men denne Gang var han paa Nippet. Striden endte imidlertid — som enhver Strid, der førtes mod Unge-Konsulens Principer — med en afgjort Seier for disse. Men fra den Tid blev Datteren endmere kold og indesluttet.
Det var snart gjort for Rachels skarpe Øine at gjennemskue den lille Kusine fra Landet; og da hun havde overbevist sig om, at der ikke var noget i hende — hun gik vel kanske og længtede efter et eller andet, men uden nogen Trang til at handle, til at gjøre noget — saa lod hun Madeleine gaa sin egen Gang. Og Forholdet mellem dem blev staaende omtrent som mellem en Voxen og et Barn — venskabeligt, men uden Fortrolighed.
Fru Garman var ikke ganske naadigt stemt mod den nye Gjæst, fordi man ikke paa Forhaand havde indhentet hendes Samtykke. Og selv den gode Jomfru Cordsen skræmte Madeleine i Førstningen med sin tørre, høie Figur og de stivede Kappestrimler.
Men Sypigen var en bleg, svagelig Skabning med et Par underlige store Øine, der altid saa ud, somom de bad Omforladelse. Hun var smuk endnu; men alle fik strax det Indtryk, at hun havde været meget smukkere; der var noget forkuet og falmet over hende; Kinderne var lidt indfaldne, man kunde se, at hun havde mistet flere Tænder.
Madeleine maatte i de første Dage tilbringe sin meste Tid inde hos Sypigen; thi var hun først kommen, vilde Fru Garman ogsaa, at hun skulde være i Stil med det øvrige Hus, og desuden havde Konsulen givet Jomfru Cordsen Besked. Det var da ligesom en
