„Netop“ — tog Adjunkten Ordet, „har en Gut faaet Bank i Skolen, bør han ogsaa have det hjemme.“
„Hjemmene ere jo forskjellige,“ sagde Johnsen; det var første Gang, han sagde noget, som Rachel ikke fandt kraftigt nok.
„Aa — men alligevel!“ raabte Fru Aalbom, lagde Hovedet paa Siden og saa op i Loftet, „Hjerteforholdet — Hjemmet — Moderømheden — o — Hjemmet — Hjemmet!“
„Det kommer s’gu an paa, hvadslags Hjem man har — Fru Aalbom!“ lød det pludseligt fra Jacob Worse. Alle saa paa ham; han havde rettet sig op, Ansigtet var rødt og det lyste i hans Øine.
Der blev en liden Pause, men Konsulen sagde smaaleende, idet han tog sit Glas: „Ja nu raader jeg enhver til at passe sig, for nu kommer Jacob Worse! — jeg har seet den Herre optræde et Par Gange før, og jeg ved, at da gaar det hedt til. Men lad os heller forlægge Kamppladsen til Havestuen, der kunne vi stride i Skyggen. Hvis mine Damer og Herrer synes som jeg, ville vi ønske hverandre: velbekomme.“
Selskabet brød op. Legationssekretæren lo, saa det klukkede i ham, og takkede Worse, mens de gik nedad Trappen, fordi han saa beleiligt var plumpet ned i Samtalen. Jacob Worse maatte le selv, og tilsidst lo de alle undtagen Aalbom og Frue, der vare fornærmede.
Men Rachel undrede sig over, at hendes Fader var saa bange for at lade Worse komme tilorde. Hun havde ogsaa et Par Gange hørt ham deltage i en Disput, og hun havde forundret sig over den Heftighed, som da pludselig kunde komme over ham. Hans Meninger vare vistnok noget originale, men derfor behøvede han dog ikke at tie, og hun fandt det feigt af Jacob Worse saaledes at lade sig maalbinde.
Under Maaltidet havde Pastor Martens gjort flere Forsøg paa at komme med i den almindelige Samtale. Men det lykkedes ham ikke. Man var altfor optaget af den nye, interessante Skolebestyrer, og desuden lagde hans Borddame Beslag paa ham. Ogsaa efter Bordet maatte han sidde i Sofaen hos Fru Garman, medens Ungdommen gik til Kroketpladsen — i Skyggen under den firskaarne Lindeallée.
Men Adjunkt Aalbom gik — „omknoklet af sin Hustru“ — som Delphin sagde — op og ned i den brede Gang foran Huset og ventede paa Kaffen. Han var endnu sint over sine Uheld og de Krænkelser, han havde lidt. Fruen søgte at berolige ham, idet hun slyngede den ene Arm omkring ham:
