vanger, at Biskoppen var falden i det ved Dommen udtalte Interdikt, samt paamindte ham om ikke at forurette Chorsbrødrene imod Dommen, i modsat Fald suspenderer han ham fra hans biskoppelige Embede, og hvis Biskoppen endda otte Dage efter Suspensionen vedbliver i sin Forhærdelse, lyser han, ifølge apostolisk Bemyndigelse, Excommunicationsstraf over ham, idet han tillige erklærer enhver Dom lydende paa Interdikt, Suspension eller Excommunication, hvilken Biskoppen maatte have fældet over nogen af Kapitelet eller nogen Lægmand, for hævet og magtesløs[1].
Men heller ikke dette synes til Gavns at have hjulpet. Biskop Arne maa allerede forud – ved hvilke Lovkneb kjendes ikke nu – have vidst paa ny ved en Appel at bringe Sagen ind for Kurien; i det mindste finder man, at han selv har paastaaet dette, om end hans Modpart betvivlede det[2]. Desuden havde han imidlertid tilføiet Kapitelet nye Forurettelser paa dets Indtægter og Eiendomme, hvilket havde fremkaldt fra dettes Side en ny Appel til Paven, som under 20de Januar 1296 havde bemyndiget Biskopperne Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar samt Broder Halle, Abbed af Hovedøens Kloster, til at indkalde begge Parter til Oslo og der dømme mellem dem og uden videre Appel bringe Dommen i Udøvelse[3]. Disse Omstændigheder gav udentvivl Biskop Arne Paaskud til, under et Skin af formel Ret, at sidde Aakes Dom overhørig; og imidlertid fremturede han i sine Angreb mod Kapitelet med forøget Voldsomhed. Han berøvede det endnu flere Tiender, bemægtigede sig Afgrøden paa visse det tilhørende Marker og tilegnede sig Varer, som Kapitelet paa lovlig Maade havde indkjøbt, – og alt dette trods Hertug Haakons gjentagne Bestræbelser for at verne om Chorsbrødrenes Ret[4].
I disse Voldshandlinger blev Biskoppen understøttet ikke alene af sine egne læge og geistlige Tjenere, blandt hvilke nævnes Skolemesteren Magister Steinar, men ogsaa af en Deel af sit Biskopsdømmes Prester[5]. Foruden Kapitelet i det Hele forfulgte han ogsaa et enkelt af dets Medlemmer, Chorsbroderen Ingemund, med stor Hadskhed, sagsøgte ham under det Paaskud, at han blandede sig i verdslige Sager, og havde begaaet Udskeielser, der kom Stavangers Kirke til Skam og Skade, og dømte ham fra Embede og Beneficium. Ogsaa Ingemund appellerede til Paven[6], som under 11te November 1296 gjentog sin Fuldmagt til de ovennævnte beskikkede Dommere (judices delegati) og tillige henviste Ingemunds Sag til deres Afgjørelse[7].
