I 1297 satte de beskikkede Dommere sig for Alvor i Bevægelse. Den 27de Mai udgik deres Stevning, som blev Biskoppen forkyndt ved de dertil forordnede Mænd: Abbeden af Utstein, og tvende Sogneprester af hans Biskopsdømme. Han skulde møde selv eller ved Fuldmagt i Oslo næste Søgnedag efter Mariæ nativitas (9de September) næstkommende[1]. Kapitelet adlød Stevningen og indfandt sig ved rette Befuldmægtigede, ligesaa gjorde Chorsbroder Ingemund personligen; Biskoppen derimod mødte hverken selv eller ved Fuldmægtig. En ny Stevning udgik, udentvivl lydende paa en vis Dag efter Midten af April Maaned 1298; ogsaa dennegang mødte Kapitelets Befuldmægtigede og Ingemund, men ingen paa Biskoppens Vegne, uagtet man udsatte Retten i flere Dage. Dommerne dømte nu Biskoppen til at erstatte Modstanderne deres Omkostninger, men lode ham dog – saa hed det – „i Betragtning af hans Verdighed og Person“ tredie Gang peremtorisk stevne. Denne Stevning var udstedt den 21de April 1298, og blev Biskoppen forkyndt den 7de Mai ved tre dertil udnævnte Sogneprester af hans Biskopsdømme. Den paalagde ham at møde for sine Dommere første Søgnedag efter Trinitatis, d. e. den 2den Juni, næstkommende i det biskoppelige Consistorium i Oslo, og det tilkjendegaves ham, at hvad enten han kom eller ikke, vilde Sagen paa den bestemte Tid blive foretagen og afgjort[2].
Men under det Ophold, som den tredie Stevning foranledigede, medens Retten midlertidig havde udsat sine Forhandlinger, og en af Dommerne ligesom og Kapitelets Fuldmægtige havde fjærnet sig fra Oslo, indtraf i Slutningen af April Maaned to Fuldmægtige paa Biskop Arnes Vegne, dog kun for at føre Klage over den hele Rettergang og for at indlevere Biskoppens Indsigelser samt en Appel til det apostoliske Sæde, støttet paa allehaande Udflugter og Retsforvridninger, blandt hvilke ogsaa den, at det urigtigen var i Pavens Fuldmagtsbrev opgivet, at Biskop Arne havde i Rom ved sin Befuldmægtigede givet sit Samtykke til de beskikkede Dommeres Udnævnelse, da een og samme Person havde uden Biskoppens Vidende underfundigen ageret Befuldmægtiget for begge Parter, – en Tilstelning, som han sagde, af Kapitelets List og Ondskab. Appellen blev oplæst og afgiven i Kathedralkirkens Chor den 7de Mai, hvorpaa de Befuldmægtigede igjen afreiste uden at opbie den nær forestaaende tredie Stevnedag.
Da denne kom, udeblev som sedvanlig Biskoppen, medens hans Modparter rigtig indfandt sig. Ifølge deres Forlangende og paa de af dem anførte Grunde blev først den af Biskoppen indgivne Appel afvist som ugyldig, og derpaa skrede Dommerne til Sagens Afgjørelse. Deres Dom af 13de Juni faldt ganske i Gunst af Kapitelet og Inge-
