myndighed for det Første maatte hvile hos hans Raadgivere. De Lendermænd, som vare tilstede i Bergen ved Kong Magnus’s Død, findes ogsaa strax, ifølge deres selvskrevne Ret, og vel ogsaa den unge Konges Tilnævnelse, i Egenskab af hans Raad at have overtaget Rigsstyrelsen. Ved Siden af dem øvede dog ogsaa Kong Magnus’s Enke, den danske Ingebjørg, som Kongens Moder og kronet Dronning, en stor Indflydelse.
Tiden for det store Høvdingemøde og Concilium nærmede sig imidlertid. Man samledes fra alle Kanter til Bergen, baade Verdslige og Geistlige, og den 16de Juni, som var Trinitatis Søndag, ankom Erkebiskop Jon. Hans Optræden ligeoverfor den nye Rigsstyrelse synes ikke at have været mindre myndig, end den viste sig ligeover for hans egne geistlige Embedsbrødre. I sidste Henseende er det betegnende, at han i Begyndelsen endog kastede sin Unaade paa Kirkens trofasteste Tjener, Biskop Arne af Skaalholt. Arne havde efter sin Komme til Norge om Høsten 1279 opholdt sig i Bergen hos Kong Magnus og var af denne efter Sedvane bleven hæderligen og venskabeligen behandlet. Dette Forhold, og vel ogsaa enkelte Træk i Arnes forudgaaende Fremgangsmaade paa Island, vakte Erkebiskoppens Mistanke om, at Arne stillede Kongens Sag over Kirkens; og Mistanken var næret ved hemmelige Indskydelser af Biskoppens Fiender. Denne Unaade var imidlertid kun forbigaaende. Erkebiskoppen kom snart ved personligt Samvære til bedre Overbeviisning og skjænkede Arne igjen sin Gunst og Tillid. Af Biskopper vare foruden ham nærværende: Andreas af Oslo, Jørund af Hole, Erlend af Færøerne, Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Thorfinn af Hamar og Markus af Suderøerne. Erkebiskoppen optraadte altsaa .her i Spidsen for ikke mindre end otte Lydbiskopper foruden de mange øvrige Geistlige, som vare tilstede[1]; og alle disse dannede, saavidt man kan skjønne, en tætsluttet og sterk Hær om sin Formand. Faa eller intet Provinsialconcilium i Norge synes at have været sterkere besøgt; og det var ikke at undres, at Erkebiskop Jon, omgiven af en saadan geistlig Magt, torde nære dristige Forhaabninger om at skræmme og kue en nydannet Rigsstyrelse med en tolvaarig Dreng og en Kvinde i Spidsen.
Kong Eriks Kroning var, som sagt, fastsat til St. Hans Dag, den 24de Juni[2]. Høitideligheden blev imidlertid forhalet i nogle Dage paa Grund af Uenigheder, som strax reiste sig mellem Erkebiskoppen og Kongens Raad med Hensyn til Kroningseden. Men hverken synes Raadet endnu at have ordnet sin Modstand, eller ret at være blevet sig sin egen Kraft bevidst. Erkebiskoppen gik derfor i denne første Tvist af med en let og som det lod fuldstændig Seier. Kroningseden
