saaledes. Han svarede: „Det kan maaskee tykkes Eder, som om jeg har liden Møie og Vanskelighed at overvinde i min Rigsstyrelse; men mig synes den mangfoldig og stor. Det er i det Hele vanskeligt at styre paa den rette Maade et stort Rige; men den største Vanskelighed finder jeg dog er den, at styre til Rette i Tvisten mellem Geistligheden og Lægfolket, uden at gjøre mig skyldig i store Misgreb“. De andre yttrede, at dette ikke forekom dem saa vanskeligt. „Jo – sagde Kongen – den Vanskelighed tykkes mig saa stor, at lykkeligere ere de døde end de levende“. „Naar dette Hoved – lagde han til, idet han strøg sig over Panden – har hvilet tre Aar i Jorden, da monne I see, hvad jeg har havt at kjæmpe med“[1]. Man kan godt forestille sig, hvorledes en Konge med en om Samvittighed og ikke uhildet af Tidens Fordomme, men ogsaa med et levende Blik for Kongedømmets Verdighed og Undersaatternes Tarv, hvorledes han, i en Stilling som Norges daværende, med en tidlig Død for Øie og med umyndige Sønner til Efterfølgere, maatte være ængstelig stemt, og see Fremtiden med Uro imøde. Magnus oplevede ikke Høvdingemødet i Bergen. Han døde nemlig i denne Stad den 9de Mai 1280, 42 Aar gammel, efter 16 Aars Rigsstyrelse[2]. De paafølgende Begivenheder viste, at Magnus’s mørke Anelser ikke vare grebne af Luften, men vare grundede i et klart Indblik i Norges daværende Forhold.
Erik Magnussøn, der allerede siden 1273 bar Kongenavn, var ved sin Faders Død kun tolv Aar gammel, og hans Broder Haakon Magnussøn, der fra samme Tid bar Hertugsnavn, ti Aar. Rimeligt er det, at Kong Magnus allerede havde forordnet, hvorledes Rigsstyrelsen skulde deles mellem disse Brødre; men paa hvilken Grundsætning Delingen var bygget, vides ikke. Man skulde næsten tro, at Forholdet mellem Kong Haakon Haakonssøn og Skule Jarl har været taget til Følge: at Hertugens Deel har været bestemt til en Trediepart af Riget og omfattet Oplandene, den nordlige Deel af Viken og rimeligviis noget mere. Deres Regjering viser sig ellers i det Væsentlige som en Fællesstyrelse, der ikke synes at have været splittet ved nogen indbyrdes Tvist mellem Brødrene. Kong Erik var vel i den Alder, som man efter gammel norsk Vedtægt synes at have anseet for en Konges Myndighedsalder; men det indsees let, at hans Selvstyrelse endnu blot kunde være i Navnet, og at den virkelige Styrelses-
