syn til Jordbesiddelse eller Formue. Geistlighedens ældre Ledingsfrihed, ligesom og den nyere, ved den tunsbergske Forening udvidede, var bygget paa nævnte Grundsætning og lod derfor paa Personer, ikke paa Jordbrug eller Formue. Nu aabenbarede sig derimod i den nye Lovbog ganske tydeligen en Stræben for at overføre Ledingen fra Personerne paa Jordbrug og Formue; ja man kan vel sige, at en saadan Maalestok allerede i den nye Lovbog var opstillet som Lovens Fordring[1], om endogsaa den nye Grundsætning efter al Rimelighed langtfra var almindelig gjennemdreven. Det forholdt sig hermed som med saamange andre af den nye Lovbogs Bestemmelser, at de udtrykke den lovgivende Magts Ønske, hvilket dog ikke tænktes voldsomt og pludseligen, men lempeligen og efterhaanden gjennemført. Nu kunde en Forandring, som den her tilsigtede, aabenbare blive Kirken og Geistligheden til Gavn eller Skade, alt eftersom den fortolkedes og tillempedes paa de ældre Forholde. Overførtes den Kirken og Klerkerne indrømmede Ledingsfrihed i fuld Udstrækning fra Personerne – Kirken som en abstrakt Personlighed med iberegnet – paa deres Jordegods og Formue, saa var det klart, at en stor Fordeel for Kirken deraf udsprang Thi da blev ikke alene al Kirkens faste og rørlige Ejendom ledingsfri, d. e. skattefri til Staten, kunde altsaa leies bort til høiere Landskyld og Leie, end den, hvoraf Brugeren skulde svare Leding til Kongedømmet i Forhold til Brugets Størrelse, – men det samme blev ogsaa Tilfælde med al Ejendom, som tilhørte Kirkens Personer og Tjenestefolk, forsaavidt Ledingsfrihed ved den tunsbergske Forening var samme tilstaaet. Men paa den anden Side kunde Sagen ogsaa stilles saaledes, at Foreningens Indrømmelse toges strengt efter Ordene, at den ved samme givne Ledingsfrihed var blot og bar personlig, og da kom den, ved den forandrede Adelsesmaade, ene og alene de i Foreningen nævnte Personer til gode, hvilket da blot kunde blive i Egenskab af Frihed for personlig Krigstjeneste, medens Ledingen, som Skat, kunde kræves ikke alene af dem der brugte Kirkens og de Geistliges Jordegods og Ejendom efter Brugets Størrelse, hvorved naturligviis Leien nedsattes, men ogsaa af de Geistlige selv, forsaavidt de vare Brugere af egen privat Ejendom Ved den sidste Fortolkningsmaade kunde letteligen Kirken og Geistligheden komme til at tabe, især i Jordeleie; og i ethvert Fald vilde den vigtige Fordring: Kirkens Frihed for Statens Byrder, da ikke være opnaaet. For havde dog Kirkens Jord, rigtignok kun i Lighed med al anden Odelsjord, været fri for Skatteydelser til Kongedøm-
- ↑ Nyere Landsl. III. c. 6, i N. g. L. II. 38.
