stændiggjøre sit Verk ved at faa sin nye Christenret, der var bygget paa Tunsberg-Foreningens Grundlag, anerkjendt af den verdslige Magt og derpaa lovtagen. Kong Magnus var fra sin Side opmærksom paa Erkebiskoppens Forehavende og stevnede, som det lader, et Høvdingemøde at afholdes i Bergen samtidigen med Provinsialconciliet, hvilket ogsaa var stemmende med gammel norsk Brug. Han erklærede tillige, at han paa dette Møde vilde ved St. Hans Dags Tid lade sin ældste Søn, Erik, krone[1].
Man har vistnok fra alle Sider med spendt Forventning seet denne Forsamling imøde, og gjort sine Forberedelser med Hensyn til hvad der antoges at ville komme paa Bane. Erkebiskoppen synes – som rimeligt kunde være – fremfor Alle at have været virksom, og man har fra Begyndelsen af Aaret 1280 et betydningsfuldt Dokument, der vidner herom. Han lod nemlig den 14de Marts, – efter forudgaaende Undersøgelser anstillede paa et Møde i Erkebiskoppens Auditorium (Maalstue?) i Nidaros af Kathedralkirkens Kapitel, Abbederne af Tautra og Holm, Prioren af Elgeseter, tvende befuldmægtigede Brødre fra hvert af de nævnte Klostere, tvende Brødre af Prædikebrødrenes Orden, samt 29 navngivne Sogneprester og Vikarier, for største Delen af Nidaros By, – udstede et Vidnesbyrd af samme Mænd, hvorved de erklærede: – „At Kirkernes Ejendomme i Throndhjem havde fra umindelige Tider og lige til dette Aar været frie for al Skat, Told og hvilkesomhelst Ydelser og al Byrde; at disse Ejendomme vare gangne over til Kirken under det Vilkaar, at Leiglændingerne, med Hensyn til Jorden, hverken vare Kongen eller nogen anden i nogen Henseende pligtige, men blot havde at udrede den aarlige Landskyld til dem, af hvem de leiede Jorden.“ Og i Indledningen til dette Vidnesbyrd heder det, at et saadant, udstedt af nogle faa, maaske kunde synes overflødigt, da det var alle vitterligt: „at Kirkernes og alle Geistliges Ejendomme og Gaarde, ligesom og Lægfolkets, i Throndhjem til denne Stund havde været frie for Skatte og hvilkesomhelst Ydelser“[2].
For at forstaa dette og overhovedet fatte Vidnesbyrdets Betydning maa man mindes, at hvor Leding udrededes – og dette var Tilfælde i Throndhjem og den allerstørste Deel af Erkebiskoppens Biskopsdømme – der var denne efter gammel Lov og Ret, hvad enten den fremtraadte i Skikkelse af personlig Krigstjeneste eller Skat, den eneste ordentlige og lovlige Ydelse til Kongedømmet. Men Ledingen havde lige fra sin Oprindelse af været en personlig Ydelse, hvilken, endog som Skat, udrededes efter Mandtallet uden Hen-
