sig til Kong Magnus’s prøvede Naade, med Begjæring om, at der maatte fattes Bestemmelser i denne Anledning, som kunde tjene Gud til Ære, Kirken til Gavn og deres egne og det dem betroede Folks Sjæle til Held. Efter mange Forhandlinger bestemte da – heder det videre – Kongen sig til at slutte den Forening med Erkebiskoppen, som følger.
Den første Artikel er saagodt som ordlydende med den tilsvarende i den bergenske Forening, kun med det Tillæg, at Erkebiskoppen og Biskopperne ved at afgive den første og vegtigste Stemme (voces primas et potissimas) ved indtrædende Kongevalg, – „skulde erklære paa Samvittighed, at de redeligen skulde arbeide til dens Valg, hvem de ansaa for den mest skikkede for Riget og Rigets Indbyggere“.
Den anden Artikel, indeholdende Kongens Afkald paa Dommermyndighed i geistlige Sager, er ordlydende, kun at her til Slutning gjøres det ikke uvigtige Tillæg: – „forbeholdet bestandig Kongens Ret i disse Sager, overalt hvor der efter Vedtægt og Rigets Love er at betale Pengebod“ d. e. med Forbehold for Kongedømmet til den Pengebod eller Andeel i samme, hvilken i saadanne Sager efter Loven tilkom Kongen.
Den tredie Artikel er ligelydende.
Den fjerde Artikel om Biskoppers og Abbeders fri Udvælgelse har faaet det Tillæg: – at Vælgerne, før Valgets Stadfæstelse (confirmationem), skulle meddele Kongen Valget, enten selv, eller ved et passende Sendebud; eller den Valgte skulde selv, idet han reiste for at modtage sin Stadfæstelse, efter Skik og Brug fremstille sig personligen for Kongen.
Herefter indskjødes en Artikel, som ifølge Kongens egen Erklæring i hans Brev til Paven, hvori den tidligere Forening anbefaledes, var bleven forglemt i denne, nemlig: – Biskopper, Abbeder og Geistlige skulde ikke være forpligtede til at drage paa Krigstog med Kongen, eller dertil bidrage noget af deres, med mindre saa stor Nødvendighed var forhaanden, at saadant tilstodes af vedkommende Biskop og de visere Geistlige. I det første Udkast heder det: Biskopper, Abbeder eller Geistlige, „naar de ikke have regalia“ d. e. kongelige Forleninger.
Femte til og med niende Artikel ere ordret optagne.
I tiende Artikel om Pilegrimes Sikkerhed, er blot en Undtagelse gjort „forsaavidt de maatte mistænkes for at være Speidere“.
