var i denne Henseende en blot Gjenlyd af de norskes. Man seer imidlertid ogsaa, at Kong Magnus har havt en ny Forening i Sigte, og at han kun betragtede den nærværende Spending mellem sig og Erkebiskoppen som forbigaaende. Man har saaledes ganske vist i Løbet af Aarene 1273 og 1276 atter gjensidigen nærmet sig hinanden, om end Tilnærmelsen gik noget langsomt. Kongen har stundet efter en Afgjørelse og har intet havt imod en ny Forening bygget paa samme Grundlag som den bergenske; og Erkebiskoppen har rimeligviis indseet, at den fredelige, godmodige og gudfrygtige Magnus’s Rigsstyrelse var den rette Tid til at faa en Forening bragt istand, hvorimod en saadan, hvis han faldt fra, vilde henskydes i det Uvisse. Erkebiskoppen har derfor troet at burde give Slip paa de pavelige Fordringer, til hvilke han dog selv utvivlsomt havde givet Anledning, og som havde været Anstødsstenen, paa hvilken den ældre Forenings Stadfæstelse var strandet. Han kunde dette saameget bedre, efterat Pave Gregor X, der havde udtalt hine Fordringer, var død den 10de Januar 1276. Med en saadan Stemning fra begge Sider kunde en ny Forening ikke møde særdeles store Vanskeligheder, og den kom ogsaa virkelig i Stand.
Dette skeede om Sommeren 1277 i Tunsberg, som det lader paa et blandet verdsligt og geistligt Høvdingemøde, ved hvilket foruden Kongen og Erkebiskoppen tvende af Norges Biskopper, Andreas af Oslo og Arne af Stavanger (Bergens og Hamars Biskopsstole stode dengang ledige), Befuldmægtigede fra Nidaros’s og de øvrige norske Kathedralkirkers Kapitler, samt flere af Rigets Lendermænd vare tilstede. Her blev da en Forening afsluttet mellem Kongedømmet og Kirken, hvilken har faaet Navn efter Stedet hvor den afsluttedes: den tunsbergske Forening, men i den ældre Tid almindelig blot benævntes: compositio, eller paa Norsk: sættargerð (Forliget). I alt Væsentligt er denne stemmende med den tidligere, i Bergen afsluttede, for største Delen endog ordlydende; dog vil man ved nøie Sammenligning mellem begge Dokumenter finde enkelte Afvigelser, som fortjene at mærkes.
I den historiske Indledning til nærværende Forening, hvor Hovedtvistepunkterne i Almindelighed opstilles, er ikke Tale om nogen Henvendelse fra Erkebiskoppens Side til Paven eller til noget Concilium, ei heller nævnes med et eneste Ord den tidligere Forening til Bergen. Der tales blot om Erkebiskoppens Anker og Kongens Indvendinger imod samme; hvorpaa der siges, at Erkebiskoppen, – der paa den ene Side ikke uden Samvittighedsskrupel kunde lade 11111 Fordringer falde, og paa den anden Side ved at fremholde dem kunde vække en farlig Strid mellem Kongedømmet og Kirken –, har henvendt
