Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/186

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Til sine Udgifters Bestridelse skal Audfinn have de 10 Pund Sterling, som Biskoppen har sendt ham, og derfor intet kjøbe til Kirken. Hvis Audfinn selv var forhindret fra at reise (occupatus), skulde Ivar (?) fare, og ham skulde Audfinn da overdrage Membranen[1]. – Man sporer i disse Arnes Forskrifter et ikke ringe Kjendskab til Kurien, og til Maaden, hvorpaa man der skulde drive sine Anliggender. Man faar ogsaa et yderligere Vidnesbyrd om den livlige Forbindelse, der ved disse Tider fandt Sted mellem den norske Kirke og det apostoliske Sæde, samt om Arnes kloge Benyttelse af denne Forbindelse til sin Biskopsstols Gavn.

Arne havde, da han døde, været Biskop i noget over otte Aar; Biskoppernes Embedstid regnedes nemlig fra deres Indvielse, og Arne maa være død i Begyndelsen af 1314. Thi endnu i Løbet af dette samme Aar blev hans Eftermand baade valgt og indviet. Denne Eftermand var den Afdødes nys omtalte Broder, Audfinn Sigurdssøn (Audfinnus Sigvardi), Chorsbroder af Bergens Kathedralkirkes Kapitel, der som saadan i Egenskab af Kapitelets Fuldmægtig i 1311–12 havde mødt ved Conciliet i Vienne[2].

Samme Aar 1314 døde Biskop Ingjald af Hamar[3]. Han synes at have været en i Kirken mindre fremtrædende Personlighed. Hans Eftermand var Botolf, rimeligviis den Samme, der i 1306 nævnes som Chorsbroder i Hamar, og som udentvivl har været en Prælat af ikke ringe Anseelse allerede den Gang, efterdi man finder, at Biskop Arne af Bergen udnævnte ham, ved Siden af et Medlem af sit eget Kapitel, til sin Fuldmægtig ved Provinsialeonciliet i Oslo[4]. Tiden for Botolfs Valg og Indvielse kjendes forresten ikke.

Ligeledes døde i 1314 Thord, Biskop af Garde i Grønland. Han var i 1309 kommen til Norge, uvist i hvilken Anledning, og havde, som det synes, siden opholdt sig der, hvor han ogsaa døde. Til hans Eftermand valgtes en vis Arne, der endnu samme Aar skal være dragen til sit Sæde[5].

I 1316 druknede Biskop Lodin af Færøerne[6], som i latinske Dokumenter benævnes: Ludovicus, – den samme, hvis Valg faa Aar forud havde voldet saamegen Strid mellem Biskopsstolen i Bergen og

  1. Barth. Mskr. E. 315–16 (hvor Brevet findes mellem tvende andre, af hvilke det første er af 1307, det andet af 1309) jfr. Suhm D. H. XI. 631.
  2. Isl Ann. 204, 206; jfr. o. f. II. 155, samt Sv. Dipl. III. 62–64.
  3. Isl Ann. 206; jfr. Suhm D. H. XI. 743.
  4. S. o. f. II. 106. Det kan nemlig ikke have været den Botolf Haakonssøn, der i 1311 og 1313 i Breve omtales som Chorsbroder af Orknø og Kongens Fehirde eller Skatmester i Bergen (se N. Dipl III. 114 og Suhm D. H. XI. 716): thi denne nævnes endnu i samme Stilling i Brev af 1322 (N. Dipl. I. 143).
  5. Isl. Ann. 196–198, 206; Suhm D. H. XI. 763.
  6. Isl Ann. 210.