Erkesædet i Nidaros. Som hans Eftermand nævnes i den færøiske Biskopsrække en vis Signar, om hvem intet videre oplyses. Han skal dog først have været indviet i 1320[1], saaledes at, hvis ingen Biskop har været mellem ham og Lodin, den færøiske Stol maa have staaet ledig i flere Aar, hvilket da muligen er foranlediget ved en eller anden ny urede med Hensyn til Valget.
Endelig døde i 1317 Biskop Ketil af Stavanger[2]. Han havde i sin Embedstid paa sit Kapitels Vegne havt meget udestaaende med Abbederne Jon og Erik samt Brødrene i Halsna angaaende et omtvistet Laxefiske ved Farstad i Suladal, – en langvarig Strid, hvori Klosteret paakaldte Kongedømmets og den verdslige dømmende Myndigheds Indblanding, medens Biskoppen herimod gjorde Indsigelse, da Sagen var Klerker imellem og saaledes, efter hans Paastand, ikke kunde afgjøres ved Lægmænds Dom eller for verdslig Domstol. Sagen, som tog sin Begyndelse strax efter Biskop Ketils Tiltrædelse i 1304, blev ikke afgjort i hans Levetid, men synes først at være endt ved en Lagmandsdom i 1322, hvorved begge de stridende Parter tildømtes Deel i Fisket[3]. Dette er et yderligere Exempel paa, hvorledes Retssager i den Tid kunde udtrækkes fast i det uendelige, og hvorledes geistlige Stiftelser og Personer i sine indbyrdes Trætter deels indskjøde sig under og deels nødtes at ty til verdslig Domstol for at faa sit Mellemværende afgjort, i hvor meget end Biskopperne satte sig imod en saadan, som de kaldte det, ucanonisk Afgjørelsesmaade. Til Ketils Eftermand paa Stavangers Biskopsstol valgtes en vis Haakon, om hvis tidligere Stilling intet vides, og hvis Indvielsestid er ubekjendt, undtagen for saavidt at den findes at ligge før 16de Juli 1318[4].
Den føromtalte Tiende til det hellige Lands Undsætning var allerede en streng Skat paa Kirken; men skjønt den lidet eller intet kom det allerede forlængst tabte hellige Land til Gode, saa var den dog ikke tilstrækkelig for det ødsle Pavehofs Behov. De avignonske Paver vare udmærket opfindsomme og virksomme baade i at efterspore nye Indtægtskilder og i at holde de ældre i god Gang. Den norske Kirke blev i denne Henseende heller ikke sparet.
Pave Clemens V døde i Frankrige den 25de April 1314. De i Carpentras forsamlede Kardinaler kunde ikke enes om et nyt Valg, da det romerske og det franske Parti blandt dem stod alt for skarpt mod hinanden, og Følgen blev, at Pavestolen stod ledig i meer end to Aar. Endelig gik de franske Kardinaler af med Seieren. Franskmanden Jo-
