Denne Paastands Rigtighed vilde Arne imidlertid ikke indrømme, fordi det, som han sagde, var usikkert, om en saadan Sedvane havde raadet ved Kirken i ældre Tid, og fordi den i ethvert Fald oftere var bleven tilsidesat i den nyere. Han erklærede derfor, i Nærværelse af alle sine for Tiden residerende (ved Kirken tilstedeværende) Chorsbrødre og med deres Pluralitets Samtykke, bemeldte Option for bestandig ophævet og ugyldig, idet han bestemte, at Bortgivelsen af de nu ledige og før Fremtiden ledigblivende Præbender i Kirken, frit og fuldt skulde udøves af Biskoppen med Kapitelets Samtykke, uden at Hensyn skulde tages til de ældre Chorsbrødres Ønsker, men Besættelsen skee alene efter personlig Fortjeneste og afhænge af Giverens (d. e. Biskoppens) Naade[1]. Man seer at Biskop Arne har vidst at holde igjen med sit Kapitel og nøie har paaseet sin Ret ogsaa ligeoverfor dette. – Hvorvidt forøvrigt Biskop Helge af Oslo har truffet lignende Forføining i sit Biskopsdømme for at faa sine Reiseomkostninger erstattede, vides ikke.
De største Omkostninger i hiin Anledning faldt dog naturligviis paa Erkebiskoppen, helst da denne, ved Siden af hvad Opholdet ved Conciliet kostede, ogsaa havde sin Indvielse og sit Pallium at bestride. Til det sidste havde han ifølge gammel sedvansmæssig og af Paven stadfæstet Ret, som før er omtalt[2], at hæve den saakaldte Palliehjælp (subventio pallii) af sine Lydbiskopper, i det mindste af dem i selve Norge. Denne Hjælp har, som det lader, ifølge ældre Sedvane været ydet med en vis Pengesum af hver Biskopsstol i Norge, saaledes at det altsaa var vedkommende Biskop overladt at skaffe Pengene tilveie inden sit Biskopsdømme paa den Maade, ham bedst syntes, eller hvis ogsaa Maaden var nærmere bestemt, Opkrævningen i alt Fald var ham betroet[3]. Erkebiskop Eilif gik derimod en anden Vei, hvad enten han nu deri har havt ældre Exempel at følge, eller han selv dermed har gjort Begyndelsen. Han fordrede nemlig – som han sagde, ifølge pavelige Privilegier – i Palliehjælp af de norske Biskopsdømmer Halvdelen af eet Aars Kirketiende, det er af den Fjerdepart af Tienden, som tilkom enhver Sognekirke til dens Opretholdelse, og paastod derhos selv at opkræve den ved sine egne Fuldmægtige.
Maaden at skaffe Bidraget tilveie er efter al Sandsynlighed bleven aftalt mellem Erkebiskoppen og hans norske Lydbiskopper om Høsten 1312 strax efter Hjemkomsten fra Conciliet, paa et Møde i den sydøstlige Deel af Landet (i Oslo eller Tunsberg?), ved hvilket ogsaa Kongen har været tilstede[4]. Om Opkrævningen, ved hvem den nær-
