de øvrige norske Kathedralkirkers Kapitler[1], samt muligen ogsaa fra de Biskopper, som ikke personligen mødte, vare der tilstede. Enkelte af de gamle Annaler sige, at Eilif tiltraadte Reisen til Kurien allerede i 1310[2]; men da man finder, at Biskop Arne endnu ved Udgangen af Marts Maaned 1311 befandt sig i Bergen[3], og det vel er rimeligst, at.alle de tre norske Biskopper gjorde Reisen i Følge, saa kan man med Grund antage, at Eilif først om Vaaren eller Sommeren 1311 har forladt Norge. I dette Aar blev han indviet af Pave Clemens[4], rimeligviis i Avignon eller Vienne, kort for eller under Conciliet, altsaa hele to Aar efter sin Udvælgelse.
Conciliet i Vienne aabnedes den 16de October 1311, holdtes i tre Sessioner og sluttedes den 6te Mai 1312. Meer end 300 Biskopper vare tilstede foruden ringere Prælater og mange fyrstelige Personer. I anden Session den 3die April 1312, blev Tempelordenens Ophævelse forkyndt, og i den tredie og sidste Session en ny Tiende af alle geistlige Indtægter vedtagen til Understøttelse af et Korstog mod Christendommens Fiender i Østen. Om Sommeren 1312, rimeligviis mod dens Slutning, kom Erkebiskoppen og de tvende Biskopper igjen tilbage til Norge, efterat have lagt Hjemveien over Brügge[5]. Biskop Arne finder man hjemkommen til sin Stol for 12te September[6], og Erkebiskop Eilif var i Oslo den 8de October[7].
Reisen til og det langvarige Ophold ved Conciliet faldt, som let kan tænkes, de deeltagende norske Biskopper kostbart. Da Biskop Arne var kommen hjem til Bergen, klagede han strax over den megen Gjæld, hvormed han og hans Kirke (Kathedralkirken) i hiin Anledning var bleven betynget, og hvilken var saameget byrdefuldere, som Kirken selv til sin Istandsættelse fordrede store Udgifter. Han gjorde derfor den 12te September 1312 med sit Kapitels Samtykke den Bestemmelse, at det første Aars Indtægter af de Præbender og andre Beneficier (Præstekald?) i Staden eller hans Biskopsdømme, som i de næste fem Aar bleve ledige, skulde indeholdes til Afbetaling af ovennævnte Gjæld og til Kirkens Istandsættelse[8].
I Forbindelse, som det lader, hermed gjorde han samme Dag en Bestemmelse med Hensyn til Besættelsen af de ledige Præbender ved hans Kirke. De ældre Medlemmer af hans Kapitel havde nemlig paastaaet, at der ved denne Besættelse tilkom dem den saakaldte Option, hvorved forstaaes, at naar en Præbende blev ledig, havde hver af Chorsbrødrene efter Embedsalder selvskreven Ret til at erholde denne Præbende, om han ønskede den, istedetfor den han tidligere havde.
