foretaget sig, vides ikke; men saa meget seer man, at Vintersidderne strax efter gik saa vidt i sin Forbittrelse mod Biskoppen, at de mellem sig kom overeens om ingen Handel at have med Biskopsgaarden eller med andre Geistlige hverken i Kjøb eller Salg. Stuerne i Vaagsbunden gjorde heri fælles Sag med dem, og nogle nys tilkomne tydske Kjøbmænd vovede paa Grund af dette Forbund heller ikke at handle med de Geistlige. Hvad der drev dem til dette Skridt var – som det heder – at Biskoppen havde ladet lyse Ban over den før omtalte Engelbrikt Løning og hans tvende Kammerater (Godik og Jon i Bredesgaarden,) hvilke altsaa fremdeles maa have været Formændene for Sammenrottelsen. Biskoppen lod da den 6te Marts 1311 forkynde for dem, at han for denne Gang, paa Kongens Bøn, ikke vilde foretage noget imod dem i Anledning af Tiendeydelsen, førend Kongen selv kom did. Men alle Vintersiddere, som vare i Byen, skulde inden otte Dage indfinde sig hos Biskoppen og bøde ham, hvad de havde forbrudt mod ham og Geistligheden ved den fattede Bestemmelse, og have tilbagekaldt denne inden samme Tid. Gjorde de ei dette, da vare de faldne i Ban, og det „ikke i den bergenske Biskops eller hans Chorsbrødres Ban, men i den romerske Paves Ban, hans, som er den almindelige hellige Kirkes Forstander og alle Christnes sande Dommer“. Og dette Ban vilde blive lyst over dem meget snart, efterat den givne Frist var udløben.
Vintersidderne maa for det første have siddet Paamindelsen overhørige; thi den 20de Marts 1311 blev den gjentagen[1]. Senere maa de dog sandsynligviis have hævet Handelsforbudet, om ikke før saa da Kongen kom til Bergen. Ved Midten af Mai Maaned 1311 finder man ham der tilstede[2], og da et Forbud, som det Vintersidderne havde istandbragt, maatte ansees for indgribende i Kongedømmets Ret, har han ganske vist, med det Gode eller med Tvang, bragt dem til at opgive det. Ved Kongens Indflydelse maa det vel ogsaa være bevirket, at begge Parter fandt sig i at lade selve Tiendesagen komme til Afgjørelse for verdslig Dom. Man seer nemlig, at Vintersidderne have skudt sig under Landsloven, og at Biskoppen, skjønt saadant ganske vist ikke stemmede med hans Begreber om Kirkens Dommermyndighed i geistlige Sager, har modtaget Borgen af Husbønderne i Byen for at Vintersidderne skulde møde paa Stevne for Lagmanden i Bergen, Eindride, til dennes lovlige Orskurd eller Kjendelse.
Paa Mødet indfandt sig Biskoppens Ombudsmand fra den ene Side, og tvende af de udenlandske Vintersiddere, Jon Lybek og Ertman i Knausen, fra den anden, desuden Kongens Ombudsmænd i Byen og mange andre gode Mænd. Biskoppens Ombudsmand fremførte Søgs-
