den, hos hvilken Kongen kunde finde al den geistlige Hjælp, han i sine Regjeringsanliggender tiltrængte, uafhængig af Biskopperne og deres Kapitler.
Emnet til en saadan Indretning fandtes heldigviis allerede i Norge, deels i de omtalte Hirdprester, hvilke dog i Regelen kun vare tvende[1], deels og især i de saakaldte kongelige Kapeller. Disse vare visse anselige Kirker i forskjellige Dele af Norge, hvilke efterhaanden vare byggede og rigeligen udstyrede af Kongerne, og med hvilke der, da Biskopperne med Kongernes Indrømmelse havde erhvervet sig Patronatsretten til Landets øvrige Kirker, var gjort en Undtagelse til Gunst for Kongen, saaledes at Retten at kalde eller præsentere Prester og ringere Geistlige til dem blev ham overladt, kun at den canoniske Indsættelse forbeholdtes vedkommende Biskop, ligesom og den øvrige Diøcesanmyndighed over dem. Disse kongelige Kapeller vare for Nærværende fjorten i Tallet, og de fire fornemste: Apostelkirke i Bergen, Mariekirke i Oslo, Michaelskirke i Tunsberg og Olafskirke paa Øgvaldsnes, – vare Kollegiat-Kirker, d. e. ved hver af dem underholdtes et Kollegium af Kanniker (canonici) eller Chorsbrødre, i hvis Spidse stod en Provst (præpositus) som Kirkens Bestyrer[2]. Kunde Kongen forene disse Kapeller med deres Geistlige til et eget Heelt under en fælles Formand, som Kongen kaldte, og som i alt Væsentligt var den biskoppelige Myndighed unddragen, saa kunde han siges at have opnaaet sit Formaal.
Og dette lykkedes ham virkelig ved Pavens Hjælp. Den overmodige og haardnakkede Bonifacius VIII var død den 11te October 1303. Hans Eftermand Benedictus XI, valgt den paafølgende 22de October, døde allerede den 6te Juli 1304, og nu valgtes, efterat
- ↑ Hirdskraa c. 21, N. g. L. II. 409 f.
- ↑ Ved Apostelkirken i Bergen var Provst og Chorsbrødre indsatte under Kong Magnus Haakonssøns Regjering 1273 (Isl. Ann. 142, Fornm. s. X. 159). Mariekirken i Oslo havde Provst og Chorsbrødre ser Haakons Regjeringstiltrædelse, og blev af ham rigeligen begavet og privilegeret (Haakons Brev af 22de Juni 1300, N. Dipl. I. 83–86). Michaelskirken paa Tunsberghus havde i 1317 Provst, fire Chorsbrødre og to Diakoner (N. Dipl. III. 107). Olafskirken paa Øgvaldsnes var en meget stor Bygning, som dens Levninger endnu udvise; Kong Haakon erhvervede sig Patronatsret til den i 1305 af Biskop Ketil af Stavanger (N. Dipl. I. 94). De ti øvrige kongelige Kapeller vare: St. Peters Kirke paa Saurbø, St. Laurentius Kirke paa Lister, St. Laurentius Kirke i Eikundasund, alle tre i Stavangers Biskopsdømme, Hellig Korses Kirke med Hospital paa Fane, St. Katharina og Allehelgens Kirker med Hospitaler i Bergen, St. Ludovicus Kapel paa Thysisøy, St. Nicolaus Kapel paa Herdla, alle fem i Bergens Biskopsdømme, St. Marie Kapel paa Trums „nær Hedningerne“ i Nidaros Biskopsdømme og St. Stephanus Kapel med Hospital i Tunsberg i Oslo Biskopsdømme.
